Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye sagde tirsdag i et samråd, som Dansk Folkeparti havde indkaldt til, at der er luft i konventionerne til at udvise flere
Regeringen vil gøre det nemmere at udvise udlændinge, der er dømt for voldtægt. Som ditOverblik har skrevet flere gange, er voldtægtsforbrydere i flere sager sluppet med en advarsel om udvisning. Men udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lover, at regeringen til efteråret vil fremlægge et lovforslag, der vil presse konventionerne mest muligt, så voldtægtsdømte udlændinge sendes ud.
Det sagde ministeren tirsdag, da han var kaldt i samråd af Dansk Folkeparti om muslimsk indvandring. Samrådet tog udgangspunkt i den islamkritiske forfatter Ayaan Hirsi Alis bog “FRIT BYTTE”, der beskriver, hvordan ikke-vestlige mænd med muslimsk baggrund begår markant flere voldtægter og overgreb på kvinder. Forklaringen er ifølge Hirsi Ali, at mange muslimske mænd betragter vestlige kvinder som frit bytte.
Læs: Slap med advarsel: Voldtægt af ekskæreste var ikke grov nok til udvisning
Luft i konventionerne
Mattias Tesfaye sagde, at der er luft i de internationale konventioner til at stramme reglerne for udvisning.
“Hvis vi tester konventionerne til den yderste grænse, er der som regel lidt luft. Så lad os starte med at gå langt til grænsen af konventionerne, som vi kan,” sagde Mattias Tesfaye.
Han forklarede, at Udlændinge- og Integrationsministeriet efter en folketingsdebat om en grov voldtægt i Taastrup, hvor en somalisk gerningsmand slap med sin fjerde advarsel om udvisning, igangsatte et arbejde med at undersøge mulighederne for at stramme reglerne.
“Jeg har fået oplyst, at der er luft til at gå videre. Den luft synes jeg vi skal have fyldt ud,” sagde Mattias Tesfaye.
“Præcis hvordan tør jeg ikke sige endnu. Det vil fremgå af det lovprogram, vi fremlægger til oktober,” sagde han.
Læs: Voldtægtsdømt somalier har fået fire advarsler om udvisning – DF vil have strammet loven
Skaarup: Vil se det, før jeg tror det
Meldingen fra ministeren modtages med behersket optimisme af Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
“Det er meget fornuftigt at regeringen siger, at den vil udfordre konventionerne. Om de gør det er en helt anden sag. Jeg vil se det, før jeg tror det. Regeringen kan regne med at vi i Dansk Folkeparti vil holde dem op på deres løfte,” siger Peter Skaarup til ditOverblik.
Er det overraskende, at der er ’som regel er lidt luft’, når man tester konventionerne?
“Det beskriver med al tydelighed den egentlige indstilling fra regeringen. Intet er skrevet i sten. Slet ikke konventionerne. Vi kan og skal udfordre dem, ligesom vi gør med alt andet lovgivning osv.”.
Hvad ønsker I, at regeringen foreslår?
“Jeg forventer, at regeringen vil bruge enhver mulighed på at udfordre konventionerne. At vi i Danmark vil være mere “frække” og ikke altid spørge om lov til at styre vores eget land,” siger Peter Skaarup.
Læs også:
Marie Krarup efter samråd: Socialdemokratiet har stadig ikke forstået, at islam er problemet