Tusindvis bor ulovligt i kolonihaver. Det skal stoppes med nyt DF-forslag

0
562883
Arkivfoto

Det skal ikke længere være muligt at have folkeregisteradresse i en kolonihave, mener Dansk Folkeparti. DF vil med forbud og bøder bekæmpe et stigende problem med ulovlige helårsbeboelser i kolonihaver

I København, Århus og Odense kommuner var 2.322 personer pr. 1. oktober 2021 registreret med folkeregisteradresse i et kolonihavehus. Det oplyser de tre kommuner i svar til Dansk Folkeparti.

De mange folkeregisteradresser sker på trods af, at et kolonihavehus ikke må anvendes til helårsbeboelse. Derfor vil Dansk Folkeparti nu have sat en stopper for, at man kan have folkeregisteradresse i en kolonihave. Det sker med et beslutningsforslag, der skal bekæmpe et voksende problem med ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver.

“Ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver udfordrer hele kolonihavetanken og de sociale fællesskaber og trygheden i landets kolonihaver og kolonihaveforeninger,” skriver DF i beslutningsforslaget.

“Ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver udfordrer hele kolonihavetanken”

Udbredt ved ghettobebyggelser

Flere steder i landet rapporterer kommuner og haveforeninger om store problemer med ulovlig helårsbeboelse i haveforeninger. I 2019 anslog formanden for Odense Havelodsselskab, Jørgen E. Jørgensen, at op mod 1000 af Odenses 3700 kolonihaver blev brugt til ulovlig helårsbeboelse.

Dét tal underbygges af de oplysninger, som Dansk Folkeparti har indhentet hos Odense Kommune. I følge kommunen havde 1035 personer pr. 1. oktober folkeregisteradresse i en kolonihave i Odense. 62 procent af disse var registreret i fem af kommunens 32 kolonihaveforeninger. I flere af disse havde over halvdelen af kolonihaveejerne folkeregisteradresse i haveforeningen. I en enkelt – Biskorup Havekoloni – var det hele 87 procent, der stod registreret med folkeregisteradresse.

Biskorup ligger tæt på den indvandrertunge ghettobebyggelse Vollsmose, og det er ikke tilfældigt. DFs boligordfører Alex Ahrendtsen, der er ordfører på beslutningsforslaget, siger til TV2/Fyn:

“Jeg har på forhånd været i kontakt med en række store kommuner i Danmark. Det viser sig, at det især er i kolonihaver tæt på ghetto-områderne, at problemerne med ulovligt ophold hele året gør sig gældende,” siger Alex Ahrendtsen.

Narkosalg og svindel med sociale ydelser

De mange ulovlige helårsbeboere fører en stribe problemer med sig. Haveforeninger og kommuner melder om alt fra problemer med overbebyggelse, fordi folk udbygger ders huse for at kunne bo der hele året, til svindel med sociale ydelser og problemer med  banderkriminalitet og narkosalg i haveforeninger.

Derfor vækker DFs beslutningsforslag glæde hos haveforeningerne. Formanden for Haveforeningen Haugstedsminde i Odense, Poul Carlsbæk, siger til TV2/Fyn:

“Det er et godt og nødvendigt forslag, hvis vi gerne vil bevare kolonihaverne. Det er simpelthen en del af definitionen på en kolonihave, at bebyggelsen i området ikke må anvendes til helårsbeboelse. Det burde være en selvfølge, at man ikke accepterer folkeregisteradresse i en kolonihave, ligesom man jo ikke vil acceptere en folkeregisteradresse i en kommunal lagerhal, skolekælder eller i en besat ejendom”.

Ud over et forbud mod at benytte en haveforening til folkeregisteradresser, vil DF have indført bøder for at overtræde forbuddet mod ulovlig helårsbeboelse.

Beslutningsforslaget fra DF kan læses her