Dommer i Messerschmidt-sagen har tidligere været inhabil

0
5010
Morten Messerschmidt taler med pressen før dagens møde i Folketingssalen. Morten Meserschmidt har anket byretsdommen og har valgt at klage til Den Særlige Klageret over byretsdommer Søren Holm Serup. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Erstatningssag måtte i 2012 gå om, fordi dommer Søren Holm Serup var inhabil i sagen, afslører Frihedsbrevet. Nu beskyldes han for at have været inhabil i sagen mod Morten Messerschmidt

Hvis byretsdommer Søren Holm Serup ender med at blive erklæret inhabil i sagen mod Morten Messerschmidt, fordi han flere gange på Facebook har udtrykt sig negativt om Messerschmidt og Dansk Folkeparti, så er det ikke første gang, Serup har været inhabil som dommer. Netmediet Frihedsbrevet har fundet en sag fra 2012, som måtte gå om, fordi Søren Holm Serup blev erklæret inhabil af Landsretten.

Sagen drejer sig om erhvervsmanden Steen Gude, der i 2012 blev idømt seks års fængsel. Søren Holm Serup var dommer i denne sag, og det var han også i den erstatningssag, der fulgte efter. Men en dommer kan ikke både være dommer i strafferetsbehandlingen og i erstatningsbehandlingen.

”Det var en klokkeklar fejl af dommer Seerup at påtage sig sagen, fordi der kunne rejses tvivl om hans upartiskhed, da han i bedømmelsen foretog en “meget direkte sammenkobling” mellem bevisresultatet i straffesagen og argumentationsgrundlaget i den civile sag,” skriver Frihedsbrevet.

Derfor røg sagen retur, da den i 2014 nåede landsretten.

”Landsretten finder, at dommer Søren Serup var inhabil,” lyder Østre Landsrets afgørelse fra den 20. marts 2014, i følge Frihedsbrevet.

Juraprofessor Ditlev Tamm siger til Frihedsbrevet, at det er en ”elementær fejl” at påtage sig en erstatningssag, når man har været dommer i straffesagen.

”Det undrer mig, at en dommer ikke selv kan se, at han ikke både kan deltage i strafferetsbehandlingen og erstatningsbehandlingen, fordi det han har ment i den ene sag, vil han også være nødsaget til at lægge til grund i den anden sag,” siger juraprofessoren.

Likes og kritiske Facebook-kommentarer

For to uger siden afslørede Ekstra Bladet, at dommer Søren Holm Serup likede et opslag på Facebook ganske få timer efter, at han havde afsagt dommen over Morten Messerschmidt, som lød på seks måneders betinget fængsel. Opslaget var skrevet af Serups barndomsven, tidl. Venstre-minister Søren Pind, og det kunne læses som en kritik af Messerschmidt for at være æreløs, fordi han ikke trak sig som næstformand for Dansk Folkeparti efter dommen.

Senere er det kommet frem, at Søren Holm Serup i mere end 20 andre tilfælde har liket eller skrevet kommentarer på Facebook, der er kritiske overfor Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Dommeren har efterfølgende nedlagt sin profil på Facebook.

Morten Messerschmidt valgte i fredags at klage over Søren Holm Serup til Den Særlige Klageret. Morten Messerschmidt har anket byretsdommen og det bliver op til landsrettet at afgøre, om Søren Holm Serup var inhabil i byretssagen.

Frihedsbrevets artikel kan læses her

Læs også:

Dommer har i årevis kritiseret DF og Messerschmidt på Facebook

Avis: Sagen mod Morten Messerschmidt bør gå om