Pia Kjærsgaard stiller byge af spørgsmål til minister om nyt udrejsecenter

0
1450
Pia Kjærsgaard er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Hvad er de kriminelle udlændinge dømt for og hvad bliver reglerne for deres færden i lokalområdet? Dansk Folkepartis udlændingeordfører kræver svar fra udlændinge- og integrationsministeren på en byge af spørgsmål om det nye udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Sydlangeland

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kræver nu svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på en stribe spørgsmål om det udrejsecenter for kriminelle udvisningsdømte udlændinge, som regeringen vil placere på Sydlangeland.

130 udlændinge, der er dømt til udvisning efter domme for vold, narko, mordforsøg mv. skal i løbet af 2022 flyttes fra Kærshovedgård til Udrejsecenter Holmegaard, der ligger ca. to km fra turist- og havnebyen Bagenkop. Blandt dem, der skal placeres i det nye center, er somalieren Mohammed Geele, der forsøgte af dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard med en økse.

Men hvad er de øvrige kommende beboere dømt for, hvilke vilkår skal de opholde sig under og hvordan vil man sikre, at de ikke går ind og ud af huller i hegnet, som det har været tilfældet på Kærshovedgård? Det er nogle af de spørgsmål, som Pia Kjærsgaard kræver svar på fra ministeren.

Selv har Pia Kjærsgaard klart tilkendegivet, hvad hun mener om regeringens beslutning.

“Det her, det dur slet slet ikke. Jeg kan slet ikke se, det er en løsning. For det første skal de her mennesker jo hjem. Det er kriminelle personer, som vi slet ikke ønsker i Danmark, overhovedet. Men kan de ikke det, så er det vores ide, at de efter aftale med Grønland skal placeres i Grønnedal, hvor de vil være placeret tilpas afsides,” sagde hun onsdag til TV2 News.

Læs også: Pia Kjærsgaard om udrejsecenter: Regeringen er ude på dybt vand

Asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland, som nu skal være udrejsecenter for kriminelle, udvisningsdømte udlændinge. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

10 spørgsmål til ministeren

Pia Kjærsgaard har stillet i 10 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren. Du kan læse dem her:

Vil ministeren redegøre for, hvor mange kriminelle udlændinge, der er dømt for grove forbrydelser såsom terrorisme eller lignende, vold, voldtægt og anden personfarlig kriminalitet, øvrig kriminalitet, der nu opholder sig på Kærshovedgård, og som skal overføres til regeringens nye udrejsecenter Holmegård på Langeland?

Vil ministeren redegøre for, under hvilke vilkår de kriminelle udviste udlændinge kommer til at opholde sig på under deres ophold på udrejsecenter Holmegård på Langeland, herunder for om de må og kan færdes frit i lokalområdet?

Vil ministeren redegøre for, om der ved etableringen af det nye udrejsecenter Holmegård på Langeland vil blive etableret dobbelthegn eller lignende foranstaltninger, der gør, at det er umuligt for de kriminelle udviste udlændinge at forlade udrejsecenter uden gennem den officielle og kontrolleret adgang?

Vil ministeren redegøre for, om der vil blive lavet regler for de kriminelle udviste udlændinges ophold og færden på det nye udrejsecenter Holmegård på Langeland, der betyder, at det ikke vil være muligt at færdes uden for centeret efter mørkets frembrud?

Vil ministeren redegøre for, hvad de årlige omkostninger til drift af Kærshovedgård er i dag, samt oplyse, hvad udgifterne til drift af både Kærshovedgård og Holmegård forventes at være, når Holmegård tages i brug?

Vil ministeren redegøre for hvor mange politibetjente der i dag er tilknyttet af Kærshovedgård, og oplyse hvor mange betjente der forventes at være tilknyttet både Kærshovedgård og Holmegård, når Holmegård tages i brug?

Vil ministeren redegøre for, hvordan kriminalitetsbilledet forventes at udvikle sig på Langeland, når udrejsecenter Holmegård tages i brug?

Vil ministeren redegøre for, om omfanget af kriminelle handlinger begået af kriminelle udviste udlændinge på Holmegård forventes at blive mindre end omfanget af kriminelle handlinger, der i dag begås af personer på Kærshovedgård?

Vil ministeren redegøre for, om det er muligt at påtvinge kriminelle udviste udlændinge på et udrejsecenter fodlænke, så myndighederne kan følge deres færdes, og derved enten frikende eller knytte personer fra udrejsecenteret til begået kriminalitet?

Vil ministeren redegøre for, om flere udviste kriminelle udlændinge forventes at medvirke til frivillig hjemrejse, når de anbringes på Holmegård i forhold i stedet for på Kærshovedgård?

Læs også:

Samlet kommunalbestyrelse på Langeland siger nej til regeringens udrejsecenter

S-politiker før valget: Under lavmålet at påstå, at vi vil oprette et udrejsecenter på Langeland