Jeremy Corbyn: Hans begejstring for muslimer koster valget

0
2763
Labours leder Jeremy Corbyn under tirsdagens interview på BBC, hvor han fire gange afviste at sige undskyld til de britiske jøder for Labours mange sager om antisemitisme. Foto: JEFF OVERS/BBC/Ritzau Scanpix

Jeremy Corbyns begejstring for muslimer og vilje til at hjælpe dem står i klar kontrast til hans kølige holdning til jøder. Under hans ledelse har man kunnet slippe af sted med at være antisemit i Labour

En lang stribe af sager, hvor kandidater og medlemmer ustraffet har kunnet vise deres jødehad frem, fik i denne uge den øverste britiske rabbiner Epraim Mirvis til at melde sig ind i valgkampen. Hans rolle er normalt udenfor politik, men de britiske jøders frygt for den antisemitisme, der er vokset frem i Labour, fik ham til at gribe til pennen. Jeremy Corbyn er simpelthen uegnet til at lede landet og jødehadet i Labour er vokset til at være ren gift, lød det fra den ellers så tilbageholdende rabbiner.

Angrebet kom efter at flere kendte kunstnere, der ellers normalt stemmer Labour, har vendt partiet ryggen – som vi har fortalt her:

Antisemitisme får kendte forfattere til at droppe Labour

Diskussionen om antisemitisme i det gamle arbejderparti har lammet partiets valgkampagne. Og de fleste iagttagere er enige om, at skylden næsten alene hviler på formandens skuldre.

I en lammende analyse af hans særlige verdensbillede og hans omklamring af – nogle – muslimer gennemgik det intellektuelle blad Spectator tidligere på året Corbyns holdninger til de to mindretal. Hans afvisende holdninger til de britiske jøder og deres efterhånden naturlige frygt for ny antisemitisme bunder i hans had til Israel. Omvendt optræder han gerne sammen med selv ekstreme muslimske ledere, hvis de altså deler hans særlige sort/hvide verdenssyn.

Læs: Is Jeremy Corbyn a friend of all Muslims?

Der er ti gange så mange muslimer som jøder i UK, men begge grupper har overvejende stemt på Labour i forvejen. Så ved at afvise de op mod 300.000 britiske jøders bekymringer, mister Jeremy Corbyn deres og deres venners stemmer – uden at vinde nye hos muslimerne.

Stædig gammel mand

Jeremy Corbyn er en jaget, men stædig mand. Under de afgørende valgmøder bliver han nærmest forfulgt af vælgere, der råber ’racist’ efter ham, og af samme grund er han ofte forsinket. Da partiets største valgmøde om dets ambitiøse valgprogram skulle starte, måtte alle vente en time på formand Corbyn.

Under de afgørende valgmøder bliver han nærmest forfulgt af vælgere, der råber ’racist’ efter ham.

Under de seneste uger er mange af de tunge folk i partiet stille rykket væk fra ham og han er selv til dels sat under administration af den øvrige ledelse. De stoler ikke længere på hans evne til at formidle de centrale budskaber, herunder partiets meget komplekse holdning til Brexit, hvor vælgerne ønsker et farvel til Bruxelles, mens ledelsen tror på EU som positiv faktor for de samme vælgere. Ledelsen har sågar lagt pres på Corbyns nærmeste medarbejdere, herunder hans kommunikationschef.

I dansk sammenhæng minder Corbyn mest af alt om Mogens Lykketoft i 2005 – bare mere træt og mere rabiat. Og selv når journalister kaster ham en livline, der kunne hjælpe ham videre, er han for stædig til at erkende muligheden. Da den meget erfarne journalist Andrew Neil gav ham hele fire chancer til at undskylde overfor de britiske jøder for Labours antisemitisme og hans egen rolle i det, var hans svar at tale udenom:

Derfor kommer Corbyns kampagne til at handle om alt det der ikke fungerer i Labour – i stedet for at være et frontalt angreb på de konservative og deres vidtløftige leder Boris Johnson. Eller som den store britiske tv-kanal SKY her fastslår: sådan her skal en valgkampagne ikke se ud:

Kun to uger tilbage

De seneste meningsmålinger giver de konservative et forspring over Labour på 12 procentpoint, hvilket efter britiske valgregler vil give dem et solidt og absolut flertal i parlamentet. Labour, der har mange aktive medlemmer, har tidligere kunnet vinde en god del ind i de sidste dage af en valgkamp – det gjorde de senest under forrige valg. Men med Jeremy Corbyn og resten af ledelsen nede i skyttegravene er sådan en offensiv utænkelig.

Labour lover ellers guld og klimagrønne skove til alle. Efter deres egne beregninger vil deres valgløfter koste 83 milliarder ekstra årligt – pund vel og mærke. Flere penge til syge og en mere hidsig klimapolitik vil koste meget, men det er udgifterne til at bygge 150.000 nye almennyttige boliger årligt – og sågar til at lade staten nationalisere store selskaber – der er den helt store pund-sluger.

Labours egen finansordfører – der i britisk sammenhæng har titel af skyggeminister – tror, han kan få det hele ind i skatter især på de rige. Men dels er der ikke mange uafhængige eksperter, der tror på det – dels har selv Labour måttet indrømme, at deres syndflod af valgløfter også vil betyde, at fattige briter skal betale mere i skat.