”von der Leyens drøm om EU-mindsteløn vil smadre den danske model”

0
2199
Den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen, som her taler i EU-parlamentet, er en stor tilhænger af en europæisk mindsteløn og hun har bedt sin nye arbejdsmarkedskommissær om at udarbejde et forslag til en model for en sådan mindsteløn. Foto: FREDERICK FLORIN / AFP

EU-Kommissionens nye formand Ursula von der Leyen er en stor tilhænger af en lovbestemt, europæisk mindsteløn. Det vil ødelægge den danske model på arbejdsmarkedet, siger DFs medlem af EU-Parlamentet Peter Kofod

”Der er rettet 10 torpedoer mod den danske arbejdsmarkedsmodel”. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Peter Kofod, efter at den nye EU-kommission med tyske Ursula von der Leyen i spidsen onsdag blev godkendt i EU-parlamentet.

Ursula von der Leyen er stor tilhænger af en europæisk mindsteløn, og ifølge Berlingske har hun givet sin nye arbejdsmarkedskommissær, Nicolas Schmit, besked på at udarbejde et oplæg om en mindsteløns-model indenfor 100 dage.

Men en sådan model vil være en katastrofe for det danske arbejdsmarked, mener Peter Kofod:

”Det vil være fatalt. Med en lovbestemt europæisk mindsteløn vil man tage aftaleretten fra parterne på det danske arbejdsmarked, og det vil føre til, at lønniveauet vil falde i Danmark. Noget af det smukke i den danske model er, at politikerne ikke blander sig i lønfastsættelsen. Det vil blive undermineret med en europæisk mindsteløn,” siger Peter Kofod.

Men er det ikke til gavn for lønmodtagerne at de vil kunne henvise til en lovbestemt mindsteløn?

”Det vil muligvis være til fordel for lønmodtagerne i nogle østeuropæiske lande, hvor lønniveauet er meget lavt. Men i Danmark vil det få den modsatte effekt. Det vil brugt til at trykke lønnen. Virksomheder vil henvise til, at de kun skal betale EU-mindstelønnen. Jeg forudsiger, at Danmark kommer til at tabe stribevis af sager ved EU-domstolen,” siger Peter Kofod.

Peter Kofod, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Metalformand: Dumt og hyklerisk af EU-kommissionsformand

Dansk Metals formand Claus Jensen er også meget kritisk. Den normalt meget EU-begejstrede metalformand siger til Berlingske, at Ursula von der Leyens ide er både dum og hyklerisk:

For det første mener Claus Jensen ikke, at der er hjemmel i EU-traktaten til en EU-mindsteløn. For det andet mener han, at ideen vil ”kastrere den danske model”. For det tredje kalder han det hyklerisk, at Ursula von der Leyen nu vil gøre noget ved lave lønninger, når hun ikke gjorde noget, da hun var minister i Tyskland, hvor problemet med for lave lønninger er allerstørst. Og for fjerde mener metalformanden heller ikke, EU-mindstelønnen vil være til gavn for de fattigste østarbejdere.

Det har således været fremme, at modellen skal være en mindsteløn på 50-60 procent af medianlønnen i hvert medlemsland. Ud fra den model vil man eksempelvis i Letland ende på en lovbestemt timeløn på 24 kroner i timen:

»Så med den ene hånd smadrer man en velfungerende model i de skandinaviske lande, mens man røvrender østeuropæerne med den anden, for de får jo ikke noget ud af det. Så hvad er det lige for et projekt, man sætter gang i? Hvad ønsker Ursula von der Leyen sig?« siger Claus Jensen til Berlingske.