Fortsat pres på minister, trods aftaler om hjælp til kulturen

0
1233
Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Kulturminister Joy Mogensen (S) fik tirsdag landet en række aftaler om hjælp til bl.a. højskoler. Men der mangler stadig hjælp til museer, teatre og medier, og Joy Mogensen er stadig under pres. Flere partier vil have flyttet forhandlingerne til en topminister

Presset på kulturminister Joy Mogensen (S) er kun lettet lidt, selv om hun tirsdag kunne lande en række aftaler med folketingets partier om hjælp på kultur- og medieområdet.

Som DFs kulturordfører Pernille Bendixen siger, så er den lyserøde elefant stadig i lokalet. Underforstået: Der er stadig et flertal af partier, der tvivler på, at kulturministeren er i stand til at lande de store og svære aftaler på kultur- og medieområdet.

”De vanskelige forhandlingerne mangler stadig, og de bliver stadig vanskelige, selv om vi har nu indgået en række aftaler. Men ministeren mener selv, at hun vil kunne komme med noget, der vil kunne samle opbakning, og det ser vi frem til at høre om. Men det skal helst være snart. Det ville være på sin plads, hvis der indkaldes til forhandlinger indenfor 24 timer,” siger Pernille Bendixen.

Mediestøtte fremrykkes

Dagens politiske aftaler handler hjælp til højskoler mv., udbetaling af kunststøtte og delvis hjælp til medierne. Konkret er regeringen og partierne blevet enige om:

HØJSKOLERNE:  Der tilføres 141 millioner kroner til højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteter i form af en kompensationsordning.

KUNSTSTØTTE: Der er fundet en løsning for tilskudsbetalingen fra Statens Kunstfond, så kunstnere og projekter, der har modtaget støtte fra Statens Kunstfond, beholder deres tilskud, selvom deres projekter ikke kan føres ud i livet.

MEDIER: Hele mediestøtten for 2020 udbetales hurtigst muligt i én samlet rate frem for over tre rater. Det betyder, at medierne i april får udbetalt i alt 368,1 mio. kr. i produktionsstøtte frem for én rate på 119,4 mio. kr. Desuden er det det aftalt, at ikke-kommercielle radio- og tv-stationer, der får tilskud, fritages for en række krav om selvstændig programvirksomhed under coronakrisen.

Danske Medier har efterspurgt en hjælpepakke på 150-200 mio. kr. som kan afbøde den massive nedgang i annoncesalget, som coronakrisen har udløst. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

…men der skal flere penge på bordet

Men tilbage er det, som Pernille Bendixen kalder de vanskelige forhandlinger. Der skal findes en løsning for de teatre, museer, musicalteatre, musikhuse mv., der ikke kan få del i de eksisterende hjælpepakker, og der skal laves en hjælpepakke for medierne, der har brug for 150-200 millioner kroner ud over mediestøtten, hvis de klare sig gennem coronakrisen.

Kulturminister Joy Mogensen har hidtil ment, at museerne vil kunne hjælpes via de eksisterende hjælpepakker, og på medieområdet har ministeren i første omgang tilbudt 35,5 millioner kroner, hvoraf de 23 millioner kroner kommer fra en eksisterende ramme. Men det er alt for lidt, mener både røde og blå partier, og de har rejst et krav om, at forhandlingerne flyttes over til finansministeren eller erhvervsministeren.

”Det vi nu er blevet enige om er bare en lille del af lagkagen, og der er stadig mange tråde der skal reddes ud. Det har været en svært forhandlingsrum at være i, fordi vi ikke kan få en samlet beløbsramme fra regeringen, og fordi ministeren ikke har været udstyret med et stærkt mandat. Men det siger hun, at hun er nu, så det er vi spændt på at se,” siger Pernille Bendixen.

“Det vi nu er blevet enige om er bare en lille del af lagkagen, og der er stadig mange tråde der skal reddes ud”

Pernille Bendixen, kulturordfører (DF)

DF-ordføreren kaldte ministerens første udspil på medieområdet for ”useriøse småpenge” og hun understreger, at der skal helt andre beløb på bordet, hvis der skal landes en aftale.

”Vi ønsker på medieområdet en hjælpepakke, der minder om den Danske Medier har foreslået, det vil sige en løsning i størrelsesorden 150-200 millioner kroner,” siger Pernille Bendixen.

Pernille Bendixen, fungerende kulturordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Joy Mogensen: Jeg er fortrøstningsfuld

Venstres kulturordfører Britt Bager har samme budskab. Til Politiken siger hun:

”Kommer ministeren tilbage med 50 millioner til medier og 200 millioner til resten, så er der ingen grund til at spilde hinandens tid længere”.

Selv tror Joy Mogensen, at hun kan lande en aftale:

“Jeg har ikke fremlagt det samlede bud på løsninger endnu, så jeg kan ikke udtale mig om beløbsstørrelser, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi finder en løsning«, siger hun til Politiken.

Læs også:

Musicaldirektørs appel: Hold nu jeres løfte – vi skal hjælpes, hvis vi skal klare den

Hul i hjælpepakker truer kulturlivet – DF går til finansminister