Morten Messerschmidt, EU-ordfører for Dansk Folkeparti, har skrevet dette svar til indlægget “Albanien hører hjemme i EU” fra Hans-Georg Nielsen, honorær konsul for Albanien i Danmark:
Jeg kan godt forstå, at 90% af albanerne glæder sig til at blive medlem af EU. Det må være som at se ind i landet, hvor der flyder med mælk og honning. Derfor er der heller intet underligt i, at landets honorære konsul – den i Hellerup baserede Hans-Georg Nielsen – kæmper for, at EU skal optage Albanien i sin medlemskreds. Som honorær konsul ville det næsten være underligt, hvis han ikke kæmpede albanernes sag. Min opgave som folkevalgt er imidlertid en anden. Nemlig hver eneste dag at spørge: hvad er godt for Danmark? Og her kommer Hans-Georg Nielsen og jeg nok ikke frem til samme svar.
EU har ikke brug for endnu et land med massive indre problemer. Alene opgørelsen som nummer 106 på sidste års index over korruption burde få alle alarmklokker til at lyse. Selv Kosovo, Gambia og Columbia gør det bedre. Allerede derfor skal Albanien ikke være medlem. Derfor undrer og ærgrer det mig, at Danmarks regering nu har skiftet politik. Før jul stod Mette Frederiksen solidt fast på ikke at lade Albanien blive medlem. Men nu har pibe pludselig fået en anden lyd. Og det er skidt nyt.
Alene opgørelsen som nummer 106 på sidste års index over korruption burde få alle alarmklokker til at lyse
Med en mindsteløn på 1500 kroner om måneden og en arbejdsløshed på omkring 15 % er der ingen tvivl om, at EU-medlemskab af mange albanere vil blive set som en åben invitation til drage mod nordvest. Og selvom landet med sine 3 millioner indbygger vil være et af EUs mindste, sender det et kedeligt signal om, hvad EU-samarbejdet skal være. Udvidelseserfaringen med Bulgarien og Rumænien burde ellers skræmme. Her lykkedes det med hiv og klem at få landene til at reformere sig frem mod den store dag i 2007. Men straks man var inde i varmen, gik processen enten i stå eller baglæns. Endnu i dag er Bulgarien og Rumænien på 70. og 74.pladsen over verdens mest korrupte lande. Og det har direkte konsekvenser for danske arbejdspladser.
Det, EU-samarbejde, vi har i dag, stiller store krav til medlemslandene. Som medlem af EU-parlamentet var jeg flere gange ordfører for monitoreringen af landenes evne til at implementere EUs egne regler. År efter år afslørede rapporterne massive forskelle mellem landenes evne til både at implementere og håndhæve EUs egne regler. Gang på gang kritiserede det store flertal af EU-parlamentarikere bekymring. For vi ved, at konsekvensen betales af vore virksomheder, der lever op til EUs krav. Det koster. Men alligevel fortsætter EU med udvidelsen af stadig mere eksotiske EU-lande.
Og det skal der altså mere end en albansk honorær konsul for at få mig til at støtte.
