Ændring af SU-loven betyder, at sundhedsfaglige studerende kan tjene ekstra ved at indgå i corona-beredskabet uden at miste SU
Hvis der skal bruges ekstra hænder til at passe corona-ramte patienter på sygehusene, kan sundhedsfaglige studerende nu sige ja til opgaven, uden at risikere at blive trukket i SU.
Folketinget har i dag ændret SU-loven, så beløbsgrænsen hæves for studerende ”der indgår i det samfundskritiske beredskab som følge af covid-19”, som det hedder.
Det betyder frit oversat, at medicinstuderende, sygeplejestuderende og andre sundhedsfaglige studerende kan arbejde i coronaberedskabet, uden at risikere at miste SU, fordi de kommer til at tjene for meget.
”Det havde jo været fuldstændig barokt, hvis vi siger til de unge, at der brug for deres hjælp i den aktuelle situation, og vi så efterfølgende straffer dem økonomisk . Derfor er det godt, at vi nu har lavet en løsning, så de studerende får mulighed for at bidrage alt det de kan,” siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.
Ændringen af SU-loven betyder også, at elever og studerende får lov at tage ekstra studielån under coronakrisen.