Dansk Folkeparti gentager nu sit forslag om, at Muhammed-tegningerne skal være en fast del af undervisningen i skoler og på videregående uddannelser. Hvis det er obligatorisk, vil lærerne stå stærkere, mener Peter Skaarup. En københavnsk lærer er blevet truet til tavshed af islamister
Trusler mod en dansk lærer, som delte Muhammedtegningerne på Facebook og skrev, at hun ville bruge dem i undervisningen, får Dansk Folkeparti til at gentage sit forslag om, at Muhammedtegningerne skal være en fast del af undervisningen i folkeskolen og videregående uddannelser.
“Det vil kunne gøre en forskel, hvis vi fra Christiansborg stiller som krav overfor skolerne, at de skal undervise i muhammedtegningerne. Så vil man som lærer stå stærkere overfor alle dem, der ikke vil have man underviser i tegningerne,” siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til Danmark Radio.
Det er Danmarks Radio, som mandag kan fortælle om de voldsomme trusler, der har ramt læreren fra Københavns Professionshøjskole, efter at hun i efteråret skrev på sin private Facebookprofil, at hun ville begynde at bruge Jyllands-Postens Muhammedtegninger i sin undervisning. Det skete som reaktion på, at den franske historielærer Samuel Paty var blevet bestialsk myrdet på åben gade af en ung islamist, fordi han havde vist en muhammedtegning som led i sin undervisning i ytringsfrihed.
Charlotte, som DR kalder læreren, skrev følgende på Facebook dagen efter drabet på Samuel Paty:
“Fremover vil Muhammed-tegningerne indgå som en del af min undervisning. Jeg opfordrer andre undervisere til det samme i respekt for vores modige kollega i Paris og for at sikre grundlaget for vores arbejde: Ytringsfriheden”.
“Du er en foragtelig hund”
Hun delte samtidig en illustration med de 12 Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten, og bare to timer efter begyndte hun at få de første trusler. En skrev, at hun skulle fjerne tegningerne omgående, for “Islamisk Stat og al-Qaeda har gode efterretningstjenester, der kan finde folk”. En anden skrev “Du er en foragtelig hund. Jeg håber også at høre dårlige nyheder om dig”. En tredje skrev: “Slet de billeder nu. Jeg siger det for din egen skyld”.
Andre kommentarer var på arabisk.
Charlotte blev, som DR skriver, “slået omkuld” af kommentarerne, og hun har siden fået hemmelig adresse og en fast koontaktperson hos Politiets Efterretningstjeneste (PET). Som konsekvens af truslerne har hun opgivet sin plan om at bruge Muhammedtegningerne i undervisningen:
“Nej. Ikke med de erfaringer, jeg har fået nu. De viser jo, at der er en risiko ved at bruge dem. At der sidder nogen, for hvem det ikke er acceptabelt. Og som vi så med Samuel Paty, er der også nogen, som vil bruge voldelige midler til at forhindre det,” siger hun til DR.
Se DR-indslag og artikel med Charlotte her
Minister: Forrykt og uacceptabelt
Forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder det uacceptabelt og ” helt forrykt”, at Charlotte er blevet udsat for trusler, fordi hun vil lære sine studerende om ytringsfrihed.
“Selvfølgelig må man bruge dem (muhammedtegninger, red.). Jeg vil give rygdækning til alle de undervisere, som har lyst til det, hvis de vurderer, at det er det, deres undervisning bliver god af. Derfor siger jeg fra det inderste af mit hjerte, at vi skal være et land, hvor man kan det. Derfor gør det også ondt at høre, at vi i det her tilfælde ikke har været det land, fordi truslerne mod Charlotte og hendes familie blev for hårde,” siger ministeren til DR.
Jannie Bøgh bruger Muhammed-tegningerne
Læs også ditOverbliks interview med Jannie Bøgh, der er medlem af Dansk Folkeparti i Frederikssund. Jannie Bøgh er speciallærer i folkeskolen og hun bruger Muhammedtegningerne, når hun finder det er relevant i samfundsfag, kristendom og historie.
“Når vi taler om ytringsfrihed, er det naturligt at vise tegningerne. Jeg plejer at hive forskellige eksempler frem. Jeg starter gerne med kunstværket Piss Christ, som kristne fundamentalister har reageret kraftigt på. Så viser jeg Michael Brammers udstoppede hunde, som også flyttede nogle grænser, og så tager jeg Muhammedtegningerne og taler om, hvilke reaktioner de affødte,” fortalte Jannie Bøgh i efteråret til ditOverblik.
Læs artiklen her: Skolelærer og DFer: Naturligt at bruge Muhammedtegningerne
Læs også: Pia Kjærsgaard: Stå nu sammen om Muhammed-tegningerne