Af Cheanne Nielsen, medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, medlem af Sundheds- og omsorgsudvalget
Hvorfor har frelste, grønne partier hverken i byråd eller højere oppe kørt Handicapkonventionen lige så hårdt frem som de 17 verdensmål? For de mål er sandelig blevet markedsført til fulde i salene gennem årene. I byrådene. I regionerne. I Folketinget og i øvrigt målrettet alle generationer på jord. Ja, helt ned i børnehaven.
Det er noget helt andet, når vi taler om fysisk handicap. Om gangbesvær. Vi ser det overalt. Bunker af byggerier og store planer drøftes, vedtages, vendes og drejes. København skal være den foretrukne hovedstad på planeten. I samtlige forhandlinger hører vi ord som ”bæredygtig, grønnere, klimavenlig, energibesparende” og listen over synonymerne bliver længere endnu. Det er så indsatsen for FNs 17 verdensmål.
Men hvad blev der af FNs Handicapkonvention? Ingen steder i byudviklingsplaner står der helt obligatorisk ”handicapvenlig”. Ingen steder står der som en selvfølge, at der tages hensyn til gangbesværede, så de stadig kan køres fra A til B, mens byggerier og omlægning af busruter står på i flere måneder ad gangen.
I tusindvis af grelle tilfælde sidder gangbesværede spærret inde i eget hjem, fordi man fra politisk hold har forsømt eller forglemt handicapforhold i byudviklingen. Vi ser også diverse særaftaler og hjælpepakker til fremme af erhvervslivet. Vi lytter tålmodigt til ministre, der i flæng og i kor bruger begreber som ”konkurrencedygtig, vækst, førende i Europa, tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, tiltrækning af turisme” og hvad mere.
Men hvor står der, at man helt konkret og udtalt ønsker at gøre forholdene endnu bedre for borgere og besøgende med handicap? I omtrent samme tidsrum, hvor Danmarks øverste myndigheder på landsdækkende tv maler flotte glansbilleder af populære destinationer i Danmark, kører der chokerende historier i fagblade og lokalaviser om, hvor besværligt livet kan være for feriegæster med særlige behov. Hvor umuligt det er at finde et hotel med en plejeseng og plads til kørestolen på badeværelset. Og at gæsterne ikke engang kan køre i taxa, når de vil, fordi liftbussen kun kører i bestemte tidsrum om dagen.
Se, det havde jo været uhørt, hvis det drejede sig om hoteller og taxaer, der ikke var klimavenlige. Det skulle vi nok se en masse reaktioner på i offentligheden. Men tilsidesættelse af handicappedes behov?
Det har sjældent, hvis nogensinde, skabt lige så meget furore. Desværre. Selvom det grundlæggende er lige så alvorligt, hvis handicappede fratages deres frihed og rettigheder grundet dårlig politisk planlægning. De 17 verdensmål fik politiske ben at gå på, men Handicapkonventionen halter efter. Det skal vi have lavet om på. Nu.
