Beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti skudt ned af regeringen, som mener internationale konventioner står i vejen for konsekvent udvisning af udlændinge, der begår bande- og narkokriminalitet
Skal udlændinge udvises konsekvent, hvis de deltager i bandekriminalitet eller overtræder våben- narkotika- eller straffeloven?
Ja, mener Dansk Folkeparti. Nej, mener regeringen, der mandag afviste to beslutningsforslag fra DF om at indføre en mere konsekvent udvisningspolitik overfor kriminelle udlændinge.
Skal ikke kunne slippe med advarsel
Som ditOverblik har skrevet flere gange, slipper mange udlændinge kun med en advarsel om udvisning, selv om de dømmes for grove forbrydelser som eksempelvis voldtægt og bedragerier. Men Dansk Folkeparti mener, at nogle former for kriminalitet er så grove, at den dømte ikke skal kunne slippe med en udvisnings-advarsel.
”Når man begår banderelateret kriminalitet af en sådan karakter, at man idømmes udvisning af Danmark, bør det være meningen, at man skal forlade landet. Forslagsstillerne ønsker derfor advarslen afskaffet, når kriminaliteten har relation til bandekriminalitet. Hvis man dømmes til udvisning for banderelateret kriminalitet, skal det altid lede til en ubetinget udvisning af landet,” skriver DF i forslaget.
Mattias Tesfaye: Konventioner står i vejen
Men regeringen er ikke villig til at gå så langt. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagde under førstebehandlingen af DF-forslagene, der reelt var to forslag, der blev behandlet samtidig – ét om bandekriminalitet og ét om narko- våben- og straffelovsovertrædelser – at det vil være en overtrædelse af internationale konventioner at gå så langt.
”Regeringen arbejder hårdt for at flere afviste asylansøgere og kriminelle udviste rejser hjem. Det er derfor, at vi sidste år etablerede en ny hjemrejsestyrelse og i marts fremsatte et forslag om en ny hjemrejselov. Men vi er et retskaffent samfund, og det indebærer, at vi overholder menneskerettighederne. Derfor skal det kunne lade sig gøre indenfor konventionerne,” sagde Mattias Tesfaye og fastslog, at det derfor er nødvendigt med en individuel behandling hver sag, hvor hensynet til internationale konventioner vurderes.
Radikale og SF sagde ikke overraskende også nej til DFs forslag, mens Venstre erklærede sig positiv ”overfor en del elementer”. Nye Borgerlige bakker fuldt op, mens Konservative Folkeparti er enige i det meste. De øvrige partier var ikke mødt op til 1. behandlingen.
Skaarup: Forstår ikke Socialdemokratiet
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er skuffet over, at regeringen ikke vil støtte forslaget.
”Jeg forstår ikke, at Socialdemokratiet og regeringen er imod. Det bør da ikke være sådan, at man kan blive i Danmark, hvis man laver kriminalitet, og da slet ikke hvis det er narkotika- og bandekriminalitet. Det undrer mig, at regeringen ikke bare siger, at de selvfølgelig skal udvises. Jeg synes, at regeringens argumenter er noget snik snak. Det lyder som om man har gået i skole hos Kristian Heegaard (radikal retsordfører, red.) og de radikale,” sagde Peter Skaarup.
”Selvfølgelig skal der ikke være nogle internationale konventioner fra 1950erne, som barrikaderer for at vi kan udvise kriminelle. Helt principielt mener vi i Dansk Folkeparti, at man skal udvise udlændinge, der laver kriminalitet, ikke mindst af hensyn til ofrene. Hvis man er i Danmark som gæst, skal man opføre sig ordentligt. Kan man ikke finde ud af det. må man rejse ud, helt simpelt og konsekvent,” sagde han.