Amina Sardar, der er DF-medlem, blev i weekenden blokeret på Facebook for at have deltaget i en debat om et muslimsk optog på Nørrebro. Hun oplever, at Facebook er meget hurtige til at sende hende i ”Facebook-fængslet”, når hun kritiserer muslimske debattører
Amina Sardar, der er medlem af Dansk Folkeparti i Gladsaxe, har prøvet det før. At blive blokeret på Facebook. Både i 24 timer, i tre dage og i syv dage. Nu er det sket igen. Denne gang efter at hun i sidste uge deltog i en debat om det shiamuslimske Ashura-optog på Nørrebro. Hun kritiserede optoget, som også kaldes Martyrernes Dag og er et sørgeoptog for drabet på profeten Muhammeds barnebarn i år 681. Amina Sardar påpeger, at optoget intet har med Koranen at gøre og at det ikke hører hjemme i Danmark. Det udløste sandsynligvis klager til Facebook, og her reagerede man hurtigt med at blokere Amina. Som det er sket flere gange tidligere, når hun har skrevet kritisk om islam.
”Jeg bliver blokeret for ingenting. Jeg er påpasselig med ikke at gå over stregen og jeg bruger ikke ord, som Facebook er særligt opmærksomme på. Men jeg har fornemmelsen af, at Facebook holder et særligt øje med debattører som mig. Måske fordi jeg har et DF-logo i mit profilbillede,” siger Amina Sardar.
“Jeg har fornemmelsen af, at Facebook holder et særligt øje med debattører som mig”
Facebook beklager, men…
Hun har klaget til Facebook over blokeringen, som hun opdagede søndag aften, da hun kom hjem fra DFs årsmøde i Herning. Mandag fik hun et svar fra Facebook, som beklagede at der var begået en fejl. ”Vi har vurderet dit opslag igen, og det overholder reglerne for at deltage i debatten,” lød det fra Facebook. Men tirsdag formiddag – mere end 12 timer efter svaret fra Facebook – kan Amina Sardar stadig ikke skrive på det verdensomspændende sociale medie.
”Jeg bliver selv svinet til på Facebook på flere muslimske FB-sider, uden at der sker noget. Men der skal ingenting til, før jeg havner i Facebook-fængslet. Jeg synes ikke det er et demokratisk forum, og derfor leder jeg nu efter en alternativ platform, hvor jeg kan føre en fri debat med mine følger,” siger Amina Sardar, der selv er muslim og har fået stor opmærksomhed på Facebook for sine videoer, hvor hun fortæller om islam og – ikke mindst – hvordan hun mener at imamer og islamister misbruger Koranen til sprede budskaber om kvindeundertrykkelse og middelalderlige regler, der intet belæg er for i Koranen.
“Jeg er ikke på Facebook for at sprede had”
”Jeg prøver at belyse koranen for muslimer. Mit budskab er, at de skal slappe af, nyde livet og droppe tørklæder, burkaer og andet, der intet har med Koranen at gøre. For jeg har opdaget, hvordan nogle imamer i Danmark manipulerer med Koranen for at sprede budskaber om undertrykkelse, vold og social kontrol,” siger Amina Sardar, der på sine videoer også gerne fortæller, hvorfor hun bakker op om Dansk Folkeparti.
”Jeg er ikke på Facebook for at sprede had. Jeg er der for at sige til muslimerne: slap af og nyd livet. Dansk Folkeparti er ikke jeres fjende men jeres ven, hvis I vil Danmark og vil respekterer den danske lovgivning og livsstil,” siger Amina.
Hun overvejer nu at starte en Youtube-kanal til sine videoer i stedet.
ditOverblik.dk forsøger at få en kommentar til Amina Sardars historie fra Facebook i Danmark.
Læs også: DF’eren Amina Sardar bliver spyttet på og kaldt forræder og vantro
Amina blev tvangsgift i Pakistan. Nu kæmper hun for Dansk Folkeparti