Minister undsiger kommunes vurdering i sag om kønsopdelt svømning

0
1723
Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) fastholder, at det er muligt at forbyde kønsopdelt svømning stik imod vurderingen fra Roskilde Kommunes forvaltning. Foto: Skærmbillede, Folketings-TV

Hvordan vil udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) sikre, at kommunerne efterkommer hans opfordring til at forbyde kønsopdelt svømning? Det spurgte Mikkel Bjørn (DF) ham om i onsdagens spørgetid med ministrene

I flere af de 12 kommuner, som har modtaget brev fra Udlændinge- og Integrationsministeren, har Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer rejst sagen. Det har dog endnu ikke kastet nogle resultater af sig, da de øvrige partier – heriblandt Kaare Dybvad Beks eget – har afvist at gøre noget ved problemet.

I Roskilde Kommune, hvor DF’s kommunalbestyrelsesmedlem, Merete Dea Larsen, rejste sagen, blev den afvist af den socialdemokratiske gruppeformand med den begrundelse, at forvaltningen i Roskilde Kommune forinden havde redegjort for, at det på grund af Folkeoplysningsloven ikke er muligt at forbyde kønsopdelt svømning i de kommunale svømmehaller.

Noget som Kaare Dybvad Bek ellers slog fast er muligt overfor Mikkel Bjørn under onsdagens spørgetid.

“Da vi lavede den undersøgelse spurgte vi også om der er nogle ting i den nuværende praksis, der gør, at man ikke kan forhindre det. Altså mangler man redskaber i den forvaltning man har, som kan gøre, at man kan forhindre det. Det har vi ikke fået nogle tilbagemeldinger om. Jeg har selv personligt fået henvendelser fra flere borgmestre, der siger, at man allerede i dag har mulighed for inden for de gældende regler at sige, at man ikke ønsker kønsopdelt svømning (…). Der er ikke nogen kommuner, der har meldt tilbage til os, at man ikke kan forbyde det sådan som det er i dag”, lød svaret til Mikkel Bjørn fra Kaare Dybvad Bek.

Det står i skærende kontrast til den melding, der kom tidligere på foråret fra forvaltningen i Roskilde Kommune, som Socialdemokratiets gruppeformand i byrådet Filiz Sarah Thunø også begrundede sin modstand mod Merete Dea Larsens forslag med.

“Socialdemokratiet kan ikke støtte forslaget fra DF og fremsætter følgende forslag til afstemning til punkt 88, med afsæt i spørgsmål/svar fra forvaltningen og håber på jeres opbakning.”

“Den kønsopdelte svømning er ikke en del af Roskilde Kommunens drift og opgave, og påvirker heller ikke kommunens almindelige drift.
Vi mener, at det fortsat er inden for foreningernes selvbestemmelsesret, herunder folkeoplysningsloven, hvordan foreningerne vil tilrettelægge deres aktiviteter, så længe de er lovlige. Derfor foreslår vi, at Roskilde Kommunes foreninger selv tilrettelægger og tager ansvar for egne aktiviteter.”

Ovenstående protokol blev vedtaget i Roskilde Byråd af Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, SF og De Radikale.