DF kræver svar fra minister: Skal indvandrere alligevel ikke tvinges i nyttejob?

0
1899
Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Nick Zimmermann, valgt i Østjyllands Storkreds.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Nick Zimmermann, undrer sig over ny udmelding fra regeringen. Det lyder nemlig som om regeringen har droppet aftale om at indvandrere skal i nyttejobs.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann blev noget overrasket, da han fredag læste mediet A4 Beskæftigelse. Her kunne han nemlig læse, at kommunerne ikke længere skal tvinges til at sende indvandrere i nyttejobs. Det var ellers en central del af den aftale, som regeringen sidste år indgik med blandt andet Dansk Folkeparti.

“En af grundpillerne i den her aftale var, at der skulle være et massivt fokus på nyttejob. Det handler om at give de her mennesker et kærligt, men hårdt spark bagi, så de begynder at bestille noget. Det er klart, hvis nyttejobs kommer til at fylde mindre, så er der noget, vi skal have afklaret med ministeren. Men nu skal jeg lige høre det fra hestens egen mund,” siger Nick Zimmermann til A4medier.

Han vil nu stille spørgsmål til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen omkring regeringens nye udspil om arbejdspligt.

Regeringen blandt andet lagt op til, at nyttejobs ikke nødvendigvis skal indgå som en del af arbejdspligten i fremtiden, men kan erstattes af andre aktiviteter såsom virksomhedspraktik, lønnede timer eller et løntilskudsjob kombineret med danskundervisning.

Nick Zimmermann er ikke afvisende for at diskutere andre alternativer til nyttejobs.

”Det mest centrale er at få de her mennesker ud og bestille noget. Hvis det bedste redskab er at sende dem i virksomhedspraktik, er det fint med mig. Men kan man ikke finde en virksomhedspraktik, så er det, at man skal i et nyttejob, hvor man eksempelvis skal ud og samle skrald eller vaske hjemmeplejens bil,” siger Nick Zimmermann til A4 medier.