Dansk Regioner nægter stadig at besvare spørgsmål fra DFs social- handicap og ligestillingsordfører Karina Adsbøl. Hun har forgæves søgt svar på, hvor mange sager regionerne fører mod borgere, der har fået udbetalt erstatning for fejlbehandlinger. “Ministeren er magtesløs,” konstaterer en frustreret Karina Adsbøl
Trods henvendelser fra Sundhedsministeriets departementschef, nægter Dansk Regioner stadig at oplyse, hvor mange ankesager de har kørende mod patienter, der har fået udbetalt erstatning for fejlbehandlinger på sygehuse.
Et flertal i Folketinget fik sidste år ændret reglerne, så regionerne ikke længere kan kræve en allerede udbetalt erstatning tilbage, hvis de er uenige i afgørelsen. Men den regel gælder kun sager, hvor erstatningen er udbetalt efter den 1. juli 2018. Derfor fører regionerne stadig sager om tidligere patienterstatninger. Men hvor mange sager, vil de ikke oplyse.
DFs social- handicap- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl har flere gange bedt Sundhedsministeriet om at oplyse, hvor mange sager der er tale om. Men det er ikke lykkedes ministeriet at få Danske Regioner til at svare. Og i sidste uge måtte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) erkende i et samråd, som Karina Adsbøl havde indkaldt til, at ministeriet ikke kan få regionerne til at diske op med svar.
“Fuldstændig grotesk”
”Det er fuldstændig grotesk, at regionerne ikke vil levere de fornødne svar til Folketingets sundhedsudvalg i denne sag. Så er det jo en magtesløs minister, vi har, og så gælder det ikke kun i denne sag. Så kan der også være andre sager, hvor regionerne ikke vil besvare ministeriets spørgsmål,” siger Karina Adsbøl.
Regionerne begrunder de manglende svar med, at vil kræve for mange ressourcer, fordi samtlige sager skal gennemføres. Men det godtager Karina Adsbøl ikke.
”Så må de opjustere deres journalstyring. Vi må kunne forvente, at når vi stiller spørgsmål til ministeriet, så får vi svar,” siger Karina Adsbøl.,
Hun har nu fulgt sidste uges samråd op med en stribe nye spørgsmål til ministeriet. DF-ordføreren har tidligere fået oplyst, at der i alt er udbetalt patienterstatning i 182 sager i årene 2011-2018. Karina Adsbøl har på den baggrund bedt om at få svar på:
– i hvor mange sager regionerne har taget forbehold og påklaget afgørelsen inden tidsfristen
– i hvor mange sager regionerne har taget forbehold og ikke påklaget afgørelsen
– i hvor mange sager regionerne har frafaldet, selvom de i sin tid har taget et forbehold, med eller uden der er klaget over afgørelsen.
Karina Adsbøl vil desuden vide, hvilke muligheder ministeren har for at indskærpe, at regionerne skal svare på ministeriets spørgsmål. Hun vil også vide, hvad ministeren selv mener om, at regionerne arbejder aktivt på at få patienterstatninger tilbage. Og hun vil vide, hvor mange ressourcer regionerne bruger på bl.a. advokater for at vinde disse sager.
“Fra velfungerende til krøbling”
En af de sager, der vækker forargelse, er sagen om Ejvind Lund Andersen fra Vejen. Han fik i foråret 2014 et nyt knæ på Vejle Sygehus. Men han måtte opereres fem gange, fordi der gik infektion i knæet. Og efter fem operationer er han med sine egne ord “gået fra velfungerende til krøbling”.
Ejvind Lund Andersen søgte og fik 1.477.718 kroner i erstatning for fejlbehandling. Men Region Syddanmark ankede sagen via Kammeradvokaten og i 2018 fik Ejvind Lund Andersen besked på at betale hele erstatningen tilbage. Det skete med den begrundelse, at Ejvind Lund Andersen var overvægtig, hjertesyg og havde diabetes. Derfor havde han haft en større risiko for at få komplikationer ved knæoperationen, mente Kammeradvokaten.
”Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde sagt ja til et knæ, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde søgt om erstatning,” sagde han i foråret til Jyske Vestkysten.
Karina Adsbøl har klaget til Folketingets Omdbudsmand over de manglende svar. Men ombudsmanden har meddelt, at han ikke har kompetence til at behandle klager over ministres manglende besvarelser, og at interesseorganisationen Danske Regioner en privat forening og dermed ikke omfattet af ombudsmandsloven.