Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kom med otte bud på et bedre Danmark, da han i weekenden talte på DFs årsmøde i Herning
Styr på udlændingepolitikken, dansk selvbestemmelse, et trygt land at blive gammel i og et Danmark, hvor der er vækst og udvikling i hele landet.
Sådan lyder nogle af DF-formand Kristian Thulesen Dahls bud på et bedre Danmark. Lørdag talte han på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning, og her kom han med otte punkter, som der skal styr på i Danmark, hvis det står til DF.
Kristian Thulesen Dahl listede de otte punkter op sådan her:
1. I vores Danmark er der styr på udlændingepolitikken.
2. I vores Danmark er danskerne herre i eget hus.
3. I vores Danmark er det trygt at blive gammel.
4. I vores Danmark har vi det bedste sundhedsvæsen.
5. I vores Danmark er der balance.
6. I vores Danmark tager vi hensyn til klima og miljø.
7. I vores Danmark sikrer vi ordentlige rammer for produktion og udvikling.
8. I vores Danmark har vi nærpoliti, der skaber tryghed og vi bekæmper udlændinges kriminalitet.
Nedenfor kan du læse Kristian Thulesen Dahls uddybning af de otte punkter. Du kan også læse hele talen her: Kristian Thulesen Dahl årsmødetale 2019
Det sagde Kristian Thulesen Dahl om otte punkter, der kan gøre Danmark bedre:
“… Dansk Folkeparti SKAL have fremgang igen. Vi SKAL vinde danskernes tillid tilbage. Jeg vil gå så langt som at sige, at vi har en pligt til det. For Danmarks skyld. For de kommende generationer der skal vokse op i et trygt land. Vi har nået en del de seneste år. Men der er SÅ meget, vi skal i fremtiden. SÅ meget der i vores Danmark skal være styr på. Lad mig nævne 8 konkrete punkter:
1. I vores Danmark er der styr på udlændingepolitikken. Udlændingepolitikken er altafgørende. Hvis vi som land ikke har styr på indvandringen, skrider alt andet også. Vores velfærdssamfund, vores sammenhængskraft, vores værdier. Mange steder er folkekirken ikke længere en folkekirke. Men en kirke for færre og færre. Vores kristne kulturarv er under pres. Så der SKAL være styr på udlændingepolitikken.
Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse i 2001 og har haft det siden – med 2011 – 2015 som en undtagelse. Og vores indflydelse i dansk politik kan direkte aflæses i, hvor mange der er kommet til Danmark som asylsøgere og familiesammenførte.
Vores indflydelse indtil nu har betydet, at der forholdsmæssigt i 2050 vil være halvt så mange med baggrund i muslimske lande, end der vil være i vores naboland Sverige. En fuldstændig afgørende forskel. Men selvom det kun er det halve i Danmark af Sverige, vil det stadig være en stor udfordring. Og derfor har vi to konkrete forslag, vi ønsker gennemført de kommende år.
For det første ønsker vi gennemført et egentligt asylstop. Så man ikke længere kan opnå asyl ved selv at møde frem i Danmark. Det giver simpelthen ingen mening, at man kan vandre gennem det ene fredelige land efter det andet for så at påberåbe sig ret til asyl her i Danmark. Så det må vi sætte en stopper for! Og når man ikke kan få asyl direkte i Danmark – gad vide hvor mange der så overhovedet vil søge hertil. Det bliver nok til at overse.
Med det sparer vi mindst et par milliarder på statens budgetter frem til 2025. Penge der kan bruges på dansk velfærd i stedet.
For det andet skal hjemsendelsespolitikken gennemføres. Vi fik det endeligt igennem med finansloven for i år, men dermed er det jo ikke sket i praksis. Og med det nye flertal i Folketinget ser vi det allerede udhulet, så spørgsmålet er, om det overhovedet bliver til noget i denne valgperiode. Eksempelvis har De Radikale fået gennemtrumfet, at hvis man som flygtning har arbejdet her i Danmark i to år, skal man ikke rejse hjem, selvom der er blevet fred i ens hjemland. Så må man blive her med hele familien.
Det dur simpelthen ikke! Skal vi sikre trygheden i Danmark for fremtiden, er det ikke nok, at der kommer færre hertil. Vi skal også have mange, der er her allerede, til at rejse hjem igen. Så vi holder fast i kravet om en egentlig hjemsendelsespolitik. Og var det i øvrigt ikke også noget af det, Socialdemokratiet gav indtryk af at være enig i? At flygtninge ikke skal gøres til indvandrere? Hvorfor giver de så efter her? Måske vi får svar i løbet af weekenden – Socialdemokratiet holder jo kongres i Aalborg denne weekend. Men måske svaret i højere grad vil komme fra Nyborg, hvor De Radikale holder landsmøde. Men jo mere jubel derfra over deres genvundne indflydelse på dansk politik, jo mere behov for klare svar fra Aalborg.
Vi skal også skabe større rimelighed. Så danskerne ikke føler, de betaler uforholdsmæssigt meget til indvandrere, der ikke har været med til at bygge samfundet op. Derfor skrider vi ind overfor stigende udgifter til tolkning til udlændinge.
Derfor råber vi op over de kæmpestore tandlægeregninger, der bliver sendt til danske skatteydere, på grund af tandpleje til flygtninge og migranter.
Derfor siger vi til kommunerne; når vi nu har fået fjernet flygtninges retskrav på en permanent bolig, skulle I så ikke også udmønte det i praksis til gavn for de danskere, der har svært ved at finde en passende bolig?
2. I vores Danmark er danskerne herre i eget hus. Vi har vores selvbestemmelse som nation – som folk. Vi er et parti, der skal kæmpe for at sikre dansk selvbestemmelse. Vi skal give EU og tankerne om stadig mere centralistisk styring i Europa kamp til stregen. Populært sagt er vi for den gamle tankegang om EF – men imod den stadig større trang til føderalisme igennem EU. Vi er imod EU, som det har udviklet sig. Men alligevel er det ikke aktuelt med en debat om Danmarks medlemskab af EU. Den kan vi tage, når der er en endelig status omkring briternes situation og når vi en tid har set, hvordan det har udviklet sig.
Indtil da skal vi til gengæld være dem, der giver stemme til modstanden imod EU. Stemme imod et EU, der vil blande sig i snart sagt alting. Børnecheck som vi bliver tvunget til at sende til familier i eksempelvis Østeuropa. Med en købekraft der er fuldstændig vanvittig og gør de danske skatteydere – de danskere der betaler gildet – til grin.
Barselsregler – hvor EU vil bestemme, hvordan barsel deles mellem far og mor.
Sociale ydelser som EU-borgere får adgang til fra dag et.
En transportbranche hvor der bliver færre og færre danske chauffører, fordi de underbydes af udenlandske. Hvor social dumping har let spil.
Et EU hvor Tyskland og Frankrig ønsker et fælles forsvar og hvor de forsøger at udnytte en i manges øjne upopulær amerikansk præsident til at fremme deres tanke.
En masse ting ved EU, der går den forkerte vej. Og hvad bliver det næste? At de andre partier vil have Danmark med i bankunionen. Og dermed hæfte for et tre-cifret antal milliarder kroner.
Det ønsker vi ikke! Og hvis et flertal i Folketinget vil have Danmark med i bankunionen, bør det kun ske gennem en folkeafstemning. Så vi kan få prøvet i befolkningen, om der overhovedet er flertal for det.
Og her kan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, jo passende fortælle, om hun står ved det, hun sagde i november sidste år. Nemlig:
”Jeg har det sådan, at hvis vi går ned ad det spor, der hedder Bankunionen, så vil jeg mene, at det mest naturlige er at spørge danskerne. Det er selvfølgelig også set i lyset af, at vi havde en afstemning omkring forbeholdet på retsområdet, som danskerne sagde nej til. ”
Ja – lige præcis! Det mest naturlige vil være så at spørge danskerne! Håber Mette – du står ved dét løfte!
Og så skal vi huske at gøre opmærksom på, at det er Margrethe Vestager og hendes flok, der i høj grad er ansvarlige for, at EU undergraver vores selvstændighed. Undergraver vores måde at indrette velfærdssamfundet på. Måske danskerne skal høre lidt mere om det? Lidt mere folkeoplysning om, hvad EU egentlig blander sig i – og lidt mindre forherligelse af at – wow – en dansker højtplaceret i EU-kommissionen – er måske på sin plads. Det er jo de politiske beslutninger, vi kommer til at leve med – også efter Margrethe Vestager går på pension.
3. I vores Danmark er det trygt at blive gammel. Vi vil et samfund, der værner om sine ældre medborgere. Og uanset hvor i landet, man lever sit liv, skal man trygt kunne blive boende. Uanset om man bor i egen bolig eller får brug for en plads på et plejehjem.
Der er stadig for mange eksempler på forhold overfor vore ældre, der ikke er ok. Eksempelvis ældre, der ikke kan komme på plejehjem, selvom behovet er slående. Else Jensen fra Helsingør. 101 år gammel. Fik afslag på plejehjemsplads tre gange. Slidgigt i knæ, ryg og hænder, sukkersyge. Trods dagligt besøg af kommunen med hjælp til hygiejne, rengøring og mad søgte hun 3 gange om plejehjemsplads, men fik afslag. Hvorfor var der i dagens Danmark ikke plads på plejehjemmet til nu desværre afdøde Else Jensen?
Eller 91-årige Hans Carl Christensen på 91. Som arbejdede på et dækcenter, til han var 84 år gammel – derfor fik han først sin folkepension der. Blev fundet på gulvet i sit hjem dehydreret og sov ind på hospitalet senere samme dag. Han havde også flere gange bedt om lov til at komme på plejehjem.
Rigtig mange ældre – som er kommet op i årene og virkelig mangler tryghed – søger forgæves om en plads på et plejehjem. For at kunne få de sidste år i nogle rammer, der skaber så meget ro og tryghed som muligt.
Det skal vi som samfund kunne gøre bedre. Derfor har vi stillet forslag om, at ældre, der passerer de 80 år, skal have et retskrav på en plejehjemsplads. Vi er helt overbeviste om, at ældre først ønsker at komme på plejehjem, når man virkelig kan mærke, at det er nødvendigt. Så andre partiers latterliggørelse af forslaget – om at nu vil alle plus 80-årige kræve plads på et plejehjem, kan de godt pakke sammen. Omvendt når man som ældre kan mærke, at nu er en plejehjemsplads altså nødvendig, bør vi også som samfund kunne hjælpe. Som vi burde have hjulpet Hans Carl Christensen på 91 ellers Else Jensen på 101.
4. I vores Danmark har vi det bedste sundhedsvæsen. Og det er tæt på os alle. Jeg husker nemlig tydeligt mit besøg ved akutbilen i Lemvig. Da alarmen gik fik jeg lov til at køre med til en borger i Harboøre. I løbet af meget kort tid var vi fremme – så både en ambulance og akutbilen var tilstede. Borgeren fik med det samme en hjælp, der nærmest svarede til at rulle et lille sygehus ind i hjemmet. Dygtige folk i vort sundhedsvæsen – med hurtig indgriben – der skabte tryghed hos både den syge og familien.
Men akutbilen i Lemvig er kun kommet som følge af politisk pres. Ligesom de andre beredskaber rundt om i landet. Men for os er det vigtigt, at vort sundhedsvæsen er tæt på – uanset hvor man bor.
Da vi lavede forslaget til sundhedsreform i foråret, blev al opmærksomhed rettet mod fremtiden for Regionsrådene. Det var ærgerligt. For de vigtigste ting i forslaget til sundhedsreform handlede slet ikke om politikerne i regionsrådene. De handlede om patienterne. Om hvordan mere af hjælpen til patienten kan komme tættere på folks bopæl.
Milliarder blev foreslået prioriteret til flere akutberedskaber som det i Lemvig. Til sundhedshuse i kommunerne. Som især ældre patienter og kronikere kunne få gavn af.
Der er for mange danskere blevet meget længere til det specialiserede sygehus, der skal hjælpe, når det virkelig brænder på. Til gengæld bør der så blive kortere afstande til alt det, der ikke behøver være på et specialiseret sygehus.
Det er mit håb, at størstedelen af sundhedsreformen kan blive gennemført. Til gavn for patienterne. Uanset om flertallet så ønsker, at der fortsat skal være 5 regioner med politikere og embedsmænd til at betjene politikerne.
Men i vores sundhedsvæsen går vi videre end det. Vi ønsker blandt andet en ændring af vilkårene omkring tandlægebehandling. Vi vil gerne gøre det gratis for de 18-25 årige at gå til tjek hos tandlægen. Alt for mange i denne aldersgruppe undlader at gå til tandlæge og det går ud over livskvaliteten senere i livet. Vi ønsker også en større hjælp til de pensionister, som får store tandlægeregninger. Alt for mange får problemer med tænderne og det er for mange ældre en stor udfordring, som vi bør hjælpe med at løse.
5. I vores Danmark er der balance. Vi skal sørge for, at der er basis for vækst og udvikling i HELE Danmark. Men vi skal gøre det på en måde, så vi får stoppet den krig – eller hetz – der er mellem landsdelene. Det er simpelthen ikke værdigt, at vi i Danmark ikke kan tage den debat, uden det skal blive en kamp mellem forskellige dele af landet.
Derfor skal vi arbejde for en helt ny model for økonomisk udligning. Den nuværende er der ingen, der kan forklare. Og når den ikke kan forklares, kan den heller ikke forsvares. De kommuner der skal hjælpes, føler ikke de får hjælp nok. Og de kommuner der skal betale, føler de betaler så meget, at de urimeligt må skære ned på servicen overfor deres borgere. Så alle er utilfredse og skælder i stigende grad ud på hinanden.
Vi bør lave en model, hvor det ikke er kommunerne, der skal betale til hinanden. Hvor vi som borgere betaler en mere ens procentdel af vores indkomst til vores fælles velfærdssamfund. Hvor kommunerne så får deres andel af velfærdskagen regnet ud i forhold til deres indbyggere. Med det mål at alle – uanset hvor vi bor i Danmark – kan få nogenlunde den samme grundlæggende service. Så uanset hvor man skal have passet sit barn, uanset i hvilken del af Danmark, man skal gå i skole. Uanset hvor man bliver gammel. Så kan man gøre det i tryghed for, at der er en grundlæggende offentlig service, der er i orden. At man eksempelvis ikke behøver flytte kommune for at få en ordentlig ældrepleje.
Det er et økonomisk system, vi kender fra den måde, vi finansierer sygehusvæsenet på. Hvor vi ønsker at sikre, at du kan få den samme hjælp fra sundhedsvæsenet, om du bliver syg i Frederikshavn eller på Frederiksberg.
Vores Danmark er også et Danmark, hvor hovedstaden er glad for og stolt over at være hovedstad for Danmark. Og hvor visionen for vores største byer ikke behøver at være, at de skal blive stadigt større. Men hvor fokus i stedet er på livskvaliteten for de mennesker, der allerede bor i storbyen. Hvor forureningsproblemerne og trængselsproblemerne ikke gøres større ved, at titusinder – måske endda hundredetusinde – flere skal proppes ind i storbyerne.
Hvis vi kan sikre, at flere finder vej til det gode liv udenfor storbyerne, sikrer vi også større livskvalitet for dem, der bor i vores største byer. Så bliver der også plads til flere oaser og grønne områder i byerne.
Storbyer rundt om i verden har fået nok af den evige strøm af flere og flere mennesker og har sat fokus på, at de, der faktisk skal have et liv til at hænge sammen i storbyen, også kan det. Vi er ikke nået dertil i Danmark endnu, men det kan jo også være rart at forebygge problemerne end først gøre noget, når problemerne i bogstavelig forstand er vokset os over hovedet.
Vi kan gøre noget ved eksempelvis at sikre, at uddannelsespladser er tilstrækkeligt fordelt udover landet. Derfor stiller vi forslag om, at mindst 10 procent af de videregående uddannelsespladser skal være udenfor de fire største byer. Det vil give ca. en fordobling af pladserne udenfor de fire største byer i forhold til i dag. Planen skal også sikre, at mindst halvdelen af uddannelsespladserne på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne er udenfor de fire største byer. For man kan spørge sig selv, hvorfor vi i dag siger til vores unge, at mens I er under uddannelse, skal I bo de dyreste steder i vort land. Hvorfor ikke i stedet give bedre uddannelsesmuligheder andre steder i landet?
Vi kan også gøre noget ved at sikre bedre lånemuligheder til både erhverv og bolig. I dag får erhvervsdrivende i landdistrikter ofte afslag på lån – alene fordi de er placeret i et landdistrikt. Og unge kan ikke få realkreditlån, men er tvunget til et dyrere banklån. Det hæmmer udviklingen i landdistrikterne. Og ældre kan ikke omlægge lån i boligen, fordi postnummeret er forkert. Det dur simpelthen ikke. Derfor foreslår vi, at der laves en model, hvor staten samarbejder med bankerne og realkreditinstitutterne – finder en fordelingsnøgle i forhold til risikoen – så banker og realkreditter igen kommer til at låne ud. Det dur ikke, at der er områder i vort land, der affolkes – ikke fordi folk ikke gerne vil bo der, men fordi vi har fået skruet nogle alt for firkantede regler sammen efter finanskrisen for 10 år siden.
For os i DF handler et Danmark i balance også om dem, der ikke er med på vognen. De udsatte, de arbejdsløse, dem der føler sig som kastebold fra jobprøvning til jobprøvning via jobcentret.
Vi skal blive bedre til at hjælp dem, der har ar på sjælen. Psykiske, mentale problemer. I stedet for mange menneskers følelse af, at systemet faktisk gør dem mere syge.
Vi skal gøre mere for de nedslidte. Vi kommer her i efteråret til at indføre den seniorpension, vi blev enige om før valget. Den er der stadig flertal for i Folketinget. Men derudover skal vi gøre mere for at hjælpe nedslidte til at blive omskolet. Der er jo rigtig mange, der hellere vil det end blot forlade arbejdsmarkedet.
Og så er der jo spørgsmålet om Arne? Hvor længe Arne skal vente, før han må se Socialdemokratiets forslag til tidligere folkepension. Kære Mette oppe i Aalborg: Måske du i dag vil løfte sløret for, om Arne er omfattet af Jeres nye model? Er mureren, er tømreren, er frisøren? Vi er mange, der er spændte. Og hvis du ønsker Dansk Folkepartis støtte til at gennemføre en model for tidligere folkepension for nogle udvalgte grupper, er det vel rimeligt, at vi – og danskerne i øvrigt – må se, hvem grupperne er? Og hvordan I er nået frem til at udvælge lige præcis dem fremfor andre…?
Så til Socialdemokratiet: Læg kortene åbent frem. Stop med at fedt spille!
6. I vores Danmark tager vi hensyn til klima og miljø.
Vi har op til årsmødet i dag trykt helt nye eksemplarer af vores klimapolitik. Enten har I allerede fået et eksemplar – ellers får I det her i pausen. Vi slår det selvfølgelige fast: At der er både menneskabte klimaforandringer OG klimaforandringer, som kommer uanset, hvad vi gør.
De menneskeskabte klimaændringer ønsker vi at mindske, så meget det kan lade sig gøre. Derfor er vi helt med på den gradvise omstilling af vores varme og energiforsyning til stadig mere vedvarende energi, som også vores tilslutning til en lang række aftaler de seneste år er udtryk for.
Vi ønsker, at Danmark lever op til de internationale aftaler, vi har påtaget os i forhold til reduktion af klimagasser. Vi taler altså ikke OM, der er klimaforandringer eller om vi skal bidrage til at bekæmpe forandringerne, men om HVORDAN vi bedst gør det.
Og vi vil insistere på, at vi hele tiden har hjernen koblet til, når vi træffer beslutninger. At vi ikke gør det med følelserne alene. Hjælper det vi gør klodens klima? Eller handler det kun om at pudse vores glorie?
Når eksempelvis svenske Greta tager til klimatopmøde i New York og kræver at sejle over Atlanten for at skåne klimaet – og det så viser sig, at det havde været meget bedre for klimaet, om hun havde taget flyet – for 5 personer flyver til New York for at sejle båden tilbage – ja – så bør der lyde et ramaskrig. Men i stedet bliver det forsøgt tiet ihjel, for svenske Greta er blevet et klima-ikon, så hende må man ikke kritisere.
Jeg siger: Stakkels unge pige der på den måde bliver misbrugt af de voksne, der i stedet burde rådgive og hjælpe. Stop det dog!
Eller når eksempelvis regeringens støtteparti Enhedslisten åbent fortæller, at de vil halvere dansk svineproduktion. Nu er Danmark jo stor-eksportør af svinekød, så mon ikke det blot vil betyde, at svineproduktion i Ukraine eller Polen bliver større? Har det globale klima så fået det bedre? Eller har vi blot stoppet et ellers mere klimabevidst dansk landbrug i at have vækst og beskæftigelse?
Vi tilslutter os ambitiøse målsætninger. Men for verden som sådan. Ikke for Danmark alene. Derfor foreslår vi også, at vi fra dansk side fokuserer meget på forskning og udvikling, så vi kan hjælpe den rigtige udvikling på vej – uden det behøver gå ud over den danske levestandard. Samt at vi vælger løsninger i samarbejde med erhvervslivet – herunder landbruget – så vi går fælles fremad i stedet for at gøre det til en modsætning mellem arbejdspladser og almindelige danskeres lønindkomst og så klimaet.
Og så anerkender vi altså også, at der er klimaforandringer, der kommer, uanset hvad vi gør. Derfor er det også et politisk ansvar at sikre de tilpasninger, der gør det muligt at leve med de klimaforandringer, der kommer. Det vil kræve meget. Både her i Danmark men også internationalt. Derfor foreslår vi også, at en større del af dansk ulandsbistand fremover målrettes klimatilpasninger for dem, der lever i områder af verden, hvor uundgåelige klimaforandringer vil forekomme.
Vi skal hjælpe folk i deres eget nærmiljø.
7. I vores Danmark sikrer vi ordentlige rammer for produktion og udvikling.
Vi ved nemlig, at vores velstand sikres af alle dem, der står op hver morgen og holder Danmark i gang. Om det er indenfor det offentlige med læger og sygeplejersker, ældreplejen, politi og brandvæsen osv. Eller det er indenfor det private med murere og tømrere, brolæggere, landmænd eller ansatte i offshore-industrien osv.
Iværksættere der er nået langt. Dem der startede helt selv som Lars Larsen – men også dygtige erhvervsfolk, der har taget virksomheden med fra tidligere generationer – holder den vedlige – og leverer den videre til næste generation som Jørgen Mads Clausen og Kirk Kristiansen.
Vores stolte landbrugserhverv som giver store eksportindtægter til Danmark. Og gør Danmark kendt for høj fødevaresikkerhed.
Et landbrug der også gerne vil klimaet. Som jeg så i valgkampen, da jeg besøgte mælkeproducent Anders Nørgaard fra Hogager ved Holstebro. Anders har en bedrift med ca. 1500 køer – har etableret et biogasanlæg til ca. 10 mio. kr., der skal levere energi til 1100 husstande. Anders – sammen med mange andre i landbrugserhvervet – som knokler dagen lang, orker simpelthen ikke samtidig at skulle beskyldes for ikke at ville klima og miljø. Helt ærligt – de kan ikke leve uden at være i samklang med naturen. De lever af den! Så lad dem – ligesom industrien – være medspillere i udviklingen af vores Danmark. Så sikrer vi arbejdspladserne også til de kommende generationer.
Vi vil komme mere ind på landbrugserhvervet og dets samspil med klima og miljø, når vi byder vores gæstetaler velkommen i morgen søndag.
8. I vores Danmark har vi nærpoliti, der skaber tryghed og vi bekæmper udlændinges kriminalitet.
Her i efteråret skal der laves et nyt flerårigt politi-forlig. Selvom vi de seneste år har fået flere politifolk uddannet, ligesom vi har fået etableret en politiskole i Vestdanmark, er vi slet ikke færdige.
Der er stadig for mange steder, hvor politiet ikke er synlige. Hvor vi har brug for mere nærpoliti. Politi til at skabe tryghed. Bekæmpe banderne. Bekæmpe kriminelle udenlandske netværk som står bag narko eller som står bag nogle af de mange organiserede indbrud i danske husstande.
Og det er i høj grad udlændinges kriminalitet, der skaber utryghed her i landet. Rapporten ”Indvandrere i Danmark i 2018” fra Danmarks Statistik er netop blevet revideret med nye tal fra 2017.
Tallene viser, at kriminaliteten i 2017 var 60 procent højere blandt mandlige indvandrere og 234 procent højere hos mandlige efterkommere med ikke-vestlig oprindelse end hele den mandlige befolkning.
Øverst på listen optræder mandlige libanesere, der – når man korrigerer for alder – for efterkommernes vedkommende er næsten fire gang så kriminelle som gennemsnittet af mænd. Skarpt forfulgt af mandlige efterkommere fra Somalia, Marokko og Syrien.
Det såkaldte voldsindeks er 351 for efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det vil altså sige, at efterkommere fra disse lande er 3,5 gange så voldelige som befolkningen som helhed. Efterkommere fra Libanon har – igen korrigeret for alder – et indeks for voldsforbrydelser på 668. De er altså 6,6 gange så voldelige som befolkningen som helhed.
I vores fængsler er der pr. 1. januar i år 3.879 indsatte. Af dem er 1.021 enten indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det betyder, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samlet set er overrepræsenterede med 255 procent i forhold til deres faktiske andel af befolkningen.
Korrigerer man for, at denne befolkningsgruppe er yngre end hele befolkningen samlet, er det stadig hele 171 procent.
Det er jo helt vildt. Og vi skal ikke acceptere udlændinges kriminalitet her til lands.
