En amerikansk domstol har taget statsborgerskabet fra en kendt IS-enke, selvom hun er født i USA. Hun og hendes toårige søn må blive i en fangelejr i Syrien

Hoda Muthana er født udenfor New York i delstaten New Jersey og som næsten alle andre, der er født på amerikansk jord, forventede hendes sagførere, at hun automatisk ville være amerikansk statsborger. Hun har også tidligere fået et amerikansk pas og efter amerikansk lov er det næsten umuligt at tage det fra hende – uanset hvad hun har gjort under IS’ terrorregime. Alligevel anlagde den amerikanske regering en sag ved en føderal domstol i Washington for at afklare om hun havde ret til statsborgerskab.

De gamle medier i USA har længe skrevet om sagen som om hun fortjente at komme tilbage og der er lavet flere videoer med hende, hvor hun fortæller hvor samvittighedsfuld mor hun er. Hun har også sagt, at hun forventer at blive straffet i USA for sine handlinger. Da dommen faldt, skrev New York Times, at det nu bliver svært at få hende tilbage – som om det var det vigtigste i sagen.

Undervejs har også den amerikanske præsident Donald Trump tweetet om sagen og sagt, at hun ikke er amerikaner. Men det var det forhold, at hendes far var en aktiv diplomat fra Yemen, der afgjorde sagen for dommer Reggie Walton. Efter loven har Hoda Muthana ikke ret til statsborgerskab og dermed ikke ret til at vende tilbage fra sit arbejde for IS i Syrien. Hendes egen sagfører Christina Jump, der bliver betalt af en islamisk organisation, erkender da også, at hun er blevet dømt efter loven – og at Trumps hurtige fingre på twitter-kontoen ikke har spillet en rolle.

ABC-indslag med Hoda Muthana kan ses her:

Brændte passet

Vi har her tidligere fortalt om hendes situation: Læs her. Hoda Muthana droppede ud af skolen som 20-årig og brugte de skolepenge, hun fik refunderet, til en enkeltbillet til Syrien. Hun har undervejs været gift med tre forskellige IS-krigere, der alle blev dræbt.

Nu siger hun at hun har fortrudt det hele og vil gerne rejse tilbage sammen med sin faderløse to-årige søn, som hun har givet navnet Adam. Faktisk kunne hun have rejst hjem på sit gamle pas, hvis hun altså ikke lige havde brændt det af. I stedet kan den 25-årige enke i bedste fald håbe på at komme til sin fars hjemland Yemen.

For udover at stille sig til rådighed for tre arrangerede ægteskaber, deltog Hoda Muthana i den propaganda, som IS spredte. Hun brændte sit pas for at vise sin foragt for det land, hun nu vil tilbage til. Og hun opfordrede andre muslimer i USA til at gå ud og skyde så mange amerikanere som muligt.