MORGEN: V lægger blå blok i dybfryseren / Skaarup: Giv politiet adgang til fotos / Kommuner forringer ældreplejen

0
2013
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen holder sin afsluttende tale ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, søndag den 17. november 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

ditOverblik.dk udsender mandag-fredag et kort morgenoverblik over nogle af dagens vigtigste nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv. Vi bringer også enkelte udlandsnyheder og en politisk kalender. Kommentarer og input er velkomne på redaktion@ditoverblik.dk / God morgen!

Avis: Venstre har lagt blå blok i dybfryseren

Der skal drikkes mange kopper kaffe i blå blok, før de borgerlige partier kan samles om et fælles regeringsalternativ. Det vurderer Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen i en analyse ovenpå Venstres landsmøde i weekenden. Avisen skriver, at ”når man taler med ledende Venstre-folk, har det meget lange udsigter. Minimum tre et halvt år og mere sandsynligt syv-otte år, det vil sige mindst to valgperioder”.

”Splittelsen mellem de borgerlige partier er så dyb, at den nye Venstreledelse reelt har lagt idéen om en blå regeringsblok i dybfryseren,” skriver Hoffmann-Hansen.

DFs gruppeformand Peter Skaarup.

Skaarup: Adgang til fotos vil frigive politiressourcer

Kørekort- og pasfotos findes ikke i politiets systemer, og det gør jagten på fartsyndere og vanvidsbilister besværlig. Det er bekymrende, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der nu vil have sagen nærmere undersøgt.

»At politiet spilder tid på den slags, understreger behovet for at se på problemet. Måske vil adgang til foto kunne frigive ressourcer,« siger han til Berlingske.

Peter Skaarup vil derfor bede justitsministeren svare på, om det vil lette politiets arbejde at have adgang til alle borgeres kørekort- og pasfotos.

»Jeg tror ikke, at danskere har et problem med, at politiet har adgang til deres kørekortfoto. På den måde kan vi løse udfordringer med at finde ud af, hvem der har kørt en bil. For mig at se er der ikke noget problem i, at politiet får den adgang. Men der kan være udfordringer ved det, som jeg ikke har haft øje på.«

Forsiden af Jyllands-Posten mandag den 18. november.

Nedslidte kvinder lever ikke op til S-regeringens betingelser for tidlig pension

En stor gruppe kvinder, der er nedslidte efter mange års arbejde i hjemmeplejen, er i fare for ikke at blive omfattet af regeringens højt profilerede valgløfte om ret til tidlig pension. Det skriver Jyllands-Posten. Det er pensionsselskabet Pensam, hvor fagforbundet FOA’s medlemmer har deres pensioner, der kommer med advarslen:

»Vores kunder er nogle af dem, der har allermest brug for at få mulighed for en værdig tilbagetrækning, men jeg er virkelig bekymret for, at de ikke vil få gavn af en ny pensionsrettighed,« siger Torsten Fels, direktør for Pensam.

“Jeg er virkelig bekymret for, at de ikke vil få gavn af en ny pensionsrettighed”

Torsten Fels, direktør for Pensam

Årsagen er ifølge Pensam, at stor del af sosu’erne ikke har været på arbejdsmarkedet i de godt 40 år, som ifølge meldingerne fra Socialdemokratiet skal være grænsen for adgang til tidlig pension for nedslidte. Den typiske Pensam-kunde i 60-64 års alderen har også kun været medlem i 15 år, hvilket viser, at de ikke har haft offentlige omsorgsjob i længere tid.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard undrer sig over Pensams advarsel: ”Pensam tager forskud på et forslag, som hverken de eller andre kender, for vi er ikke færdige med modelarbejdet,« siger han til Jyllands-Posten.

23 kommuner vil i følge Danske Ældreråd forringe klippekortordningen i 2020.

DF: Bekymrende, at ældrepleje forringes

Mange af landets ældre vil fra 2020 opleve en forringelse af serviceniveauet i ældreplejen. Det sker, fordi den såkaldte klippekortordning, der giver ældre adgang til 30 minutters selvvalgt hjælp om ugen, overgår til bloktilskuddet. Dermed kan kommunerne vælge at bruge pengene anderledes, og det betyder ifølge en undersøgelse, som organisationen Danske Ældreråd har lavet, at 23 kommuner står til at forringe servicen fra næste år.

Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl, kalder forringelserne »dybt bekymrende«.

»DF synes, at klippekortsordningen skal skrives ind i loven. Nu kan vi se, hvad der sker, når man ikke øremærker midlerne. Så vælger kommunerne at bruge dem på andre end de ældre,« siger hun til B.T.

Læs også: DF vil forhindre, at kommuner sparer ældre-klippekort væk

Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

”Fremmedkrigere: Ingen af deres børn skal ind i Danmark”

”Fremmedkrigere: Ingen af deres børn skal ind i Danmark”. Sådan skriver Pia Kjærsgaard i avisen Danmark. Hun understreger, at 158 personer ifølge PET er rejst fra Danmark for at tilslutte sig Islamisk Stat og dermed vende Danmark og de danske værdier ryggen. Derfor skylder vi dem intet. Heller ikke deres børn, lyder det fra Pia Kjærsgaard, der mener, at det ved lov skal være muligt at fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab og samtidig forhindre deres børn i at komme til Danmark.

Pia Kjærsgaards indlæg kan læses her.

Den nye formand er Susanna Dyre-Greensite. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Ny formand for Folkebevægelsen mod EU

Folkebevægelsen mod EU valgte lørdag Susanna Dyre-Greensite som ny formand. Den nye formand vil blive Folkebevægelsen mod EU’s ansigt udadtil og med al sandsynlighed også spidskandidat, hvis bevægelsen vil forsøge at komme på stemmesedlen ved næste valg til Europa-Parlamentet. 24-årige Susanna Dyre-Greensite har en kandidatgrad i statskundskab og er til daglig marketingskoordinator for it-selskabet Frontavenue.

UDLAND

En demonstrant overmandes af kampklædt politi i Hong Kong mandag morgen. Foto: DALE DE LA REY/Ritzau Scanpix

Voldsomme kampe i Hong Kong

Politiet i Hong Kong rykkede natten til mandag frem mod Polyteknisk Universitet med vandkanoner, tåregas og pansrede køretøjer. Universitet har været besat af hundredevis af demonstranter, og de svarede igen med brandbomber mursten. Her til morgen forsøgte et stort antal demonstranter at flygte, men de blev i følge DR.dk bremset af gummekigler og tåregas fra politiet. Læs mere på tv2.dk her.

Den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg, der er borgmester i Indiana, taler ved et valgmøde i Las Vegas. Foto: David Becker/Getty Images/AFP

USA: Ung demokrat overhaler favoritter i kamp om præsidentkandidatur

En ung og relativt ukendt kandidat er i gang med at overhale sine ældre modstandere i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA. Det er den 37-årige Pete Buttigieg, borgmester fra South Bend i staten Indiana, som stormer frem i målingerne og nu fører i Iowa, hvor det første primærvalg finder sted 3. februar.

Pete Buttigieg får 25 procent af stemmerne i Iowa i en meningsmåling fra CNN og avisen Des Moines Register. Senator Elizabeth Warren går tilbage fra 22 til 16 procent, mens Bernie Sanders og Joe Biden begge får 15 procent. Kilde: TV2.dk

TWITTER & FACEBOOK

Pia Kjærsgaard besøger udrejsecenter Kærshovedgaard:

Peter Skaarup om leder i Berlingske:

Verden set med radikale briller…: