Flertal af amerikanerne er utilfredse med Biden

0
896
Joe Biden synes selv, han gør det godt som præsident. Den opfattelse deler han ikke med ret mange amerikanere. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque

USA’s præsident Joe Biden er mere upopulær end nogensinde. Selv mener han, at han har nået fantastiske resultater i det første år som præsident

Selv synes han det går godt, men den opfattelse er han efterhånden temmelig alene om, USAs præsident Joe Biden. Præcis et år efter, at Biden lagde sin hånd på Bibelen og blev taget i ed som USA’s 46. præsident, er opbakningen til Joe Biden den laveste nogensinde.

De såkaldte approval ratings, der måler amerikanernes opbakning til præsidenten, viser, at bare 43 procent af amerikanerne lige nu synes, at Joe Biden gør det godt. 52 procent synes han gør det dårligt.

Som USA-analytikeren og Venstre-politikeren Mads Fuglede sagde i Berlingskes USA-podcast Kampagnesporet, hvor han er vært sammen med journalisten David Trads, har kun to præsidenter haft det værre efter det første år. Det var William Henry Harisson, der blev valgt i 1841, og James Abram Garfield, der blev valgt i 1881.

“Fælles for dem er, at de begge var døde efter et år,” som Fuglede tørt konstaterede.

Biden: Vi har skabt historisk mange job

Joe Biden stiller meget sjældent op til pressemøder, hvilket formentlig bidrager til hans ringe popularitet. Han gjorde dog en undtagelse i forbindelse med et års-dagen. Her holdt han en pressekonference, hvor han indledte med at rose sig selv for de resultater, der er opnået siden den 20. januar 2021.

“Vi er gået fra to millioner vaccinerede amerikanere, da jeg blev indsat, til 210 millioner fuldt vaccinerede i dag. Vi har skabt seks millioner nye job, hvilket er flere nye job på ét år, end nogensinde før. Arbejdsløsheden er faldet med 3,9 %, det største fald i amerikansk historie,” lød det fra Biden.

Det har været en periode “med en enorm udvikling,” mente Biden.

Men sådan ser flertallet ikke på tingene. Kun 13 procent synes, at præsidenten gør det rigtig godt.

PEW Research har undersøgt amerikanernes holdning til otte centrale spørgsmål, såsom økonomi, sundhedspolitik, håndtering af internationale kriser, samarbejdet med Kongressen eller migrationskrisen. Ikke på et eneste af disse områder, synes et flertal af amerikanere, at præsidenten klarer sig godt.

Kan ikke samle nationen

Værst ser det ud, når det gælder evnen til at samle nationen. Det var et af Joe Bidens vigtigste budskaber under valgkampen mod Donald Trump, der blev beskyldt for at splitte. Men efter det første år mener 69 % af amerikanerne ikke, ifølge PEW Research, at nationen er blevet mere samlet under Biden.

Mads Fuglede mener, at Biden ikke har evnet at sætte en politisk dagsorden og eksekvere den:

“Fornemmelsen af, at det er ham, der styrer den politiske debat i USA, er helt fraværende. Det tror jeg også hænger sammen med, at Biden er så lidt interesseret i at møde den almindelige amerikaner eller i at stille op til pressemøder. Det har været med til at forstærke billedet af, at han er for dårlig eller måske endda alderssvækket,” sagde Mads Fuglede i Kampagnesporet.

Kampagnesporet kan høres her