Antallet af sigtelser for bl.a. tyveri og vold er tredoblet blandt udviste udlændinge på Kærshovedgård, skriver B.T. Regeringen har stadig ikke fremlagt sine planer om et nyt udrejsecenter
De udvisningsdømte udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård begår mere og mere kriminalitet. Det viser tal fra Midt- og Vestjyllands Polit, som B.T. har fået aktindsigt i.
I perioden 15. december 2020 til 24. marts 2021 er der rejst 59 sigtelser og foretaget 79 politianmeldelser mod beboere på Kærshovedgård. Det er et gennemsnit på 18 sigtelser om måneden, hvilket er næsten en tredobling i forhold til niveauet i 2019 og første halvår 2020.
Sigtelserne handler om tyveri (26), narkobesiddelse og -salg (9), vold/vold mod tjenestemand (6), hærværk (5), trusler/fornærmende tiltale (4) og brud på våbenloven (4).
14 af sigtelserne handler om forhold på Kærshovedgård, men resten af begået både lokalt og andre steder. I følge B.T. stammer en hel del af politianmeldelserne fra København og Lyngby.
Minister: Forkasteligt
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaey siger til B.T., at han vred over at høre om beboernes kriminalitet.
“Jeg bliver virkelig vred over nyheder som denne. Det er folk, der opholder sig ulovligt i Danmark, som har fået at vide, at de skal rejse hjem. Og så skaber de utryghed i lokalsamfundet ved at gå ud og begå kriminalitet. Det er godt nok forkasteligt,” skriver han til B.T.
“Jeg bliver virkelig vred over nyheder som denne”
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaey (S) til B.T.
Han har “fuld forståelse” for at naboerne føler sig utrygge og derfor vil regeringen også have de kriminelle udlændinge væk fra Kærshovedgård, siger han.
Stadig ingen plan om nyt udrejsecenter
Ministeren svarer dog ikke på, hvornår regeringen kommer med sin længe bebudede plan for et nyt udrejsecenter til de kriminelle udvisningsdømte udlændinge.
DF og VLAK-regeringen ville som bekendt have placeret udvisningsdømte udlændinge i et nyt center på øen Lindholm ved Sydsjælland. Men regeringen og dens støttepartier skrottede Lindholm-planerne efter valget med den begrundelse, at det blev for dyrt. I stedet skulle de udvisningsdømte udlændinge indtil videre placeres på Kærshovedgård, mens regeringen fandt en bedre og billigere placering til et nyt center.
“En ny regering vil arbejde for, at kriminelle udvisningsdømte udsendes af Danmark hurtigere end i dag. En ny regering vil iværksætte en undersøgelse af, hvor de bedst kan placeres, så længe de opholder sig i Danmark”, hed det i forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet og støttepartierne, da S-regeringen blev dannet i juni 2019.
Dansk Folkeparti har flere gange krævet et svar fra regeringen om det nye center, men regeringen har kun ladet forstå, at det var på vej. Nu forlyder det, at der kommer et udspil inden sommerferien.
DF: Placer nyt center i Grønland
Dansk Folkeparti har i mellemtiden fremsat et beslutningsforslag om at placere et nyt center i Grønland. Ifølge DF vil den tidligere flådestation Grønnedal i det sydvestlige Grønland være oplagt som udrejsecenter.
”Det oplagte ved Grønnedal er, at det kan anvendes som et udrejsecenter for afviste asylansøgere, kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, der ikke vil medvirke til udrejse. I Grønnedal er der fred og ro, hvilket giver beboerne gode muligheder for refleksion, fordybelse og eftertanke i afstressende omgivelser, og det kan bane vejen for medvirken til en vellykket rejse tilbage til hjemlandet,” skriver DF i beslutningsforslaget,” hedder det i DFs forslag.
Læs også:
Regeringen har stadig ingen plan om et center til de kriminelle udlændinge
DF vil lave udrejsecenter i Grønland for kriminelle udlændinge