Sverigedemokraterne vil forbyde tørklæder i Malmøs skoler

0
2150
Arkivfoto

En svensk kommune har vedtaget et tørklædeforbud for de yngste, og nu foreslår Sverigedemokraterne et lignende forbud i Sveriges tredjestørste by

Hvis det står til Sverigedemokraterne (SD) i Malmø, skal det muslimske tørklæde forbydes i Malmøs grundskoler. Dermed lægger SD op til, at Sveriges tredjestørste by skal følge i sporet af Staffanstorp Kommune, hvor et politisk flertal har besluttet at forbyde tørklædet i børnehaver og i skolen op til 6. klasse.

“Sløret er et symbol på kvindeundertrykkelse i Mellemøsten. Det fleste børn som bærer slør kommer fra Mellemøsten. Den undertrykkelse, som finder sted i Mellemøsten, fortsætter med sløret i de svenske skoler, ” skriver Sverigedemokraterne fra Malmø i en pressemeddelelse.

I Staffanstorp er det et politisk flertal bestående af Sverigedemokraterne og Moderaterne, der har vedtaget tørklædeforbudet. Forbuddet, som blev vedtaget i maj, er en del af kommunens nye integrationsplan.

“Skolen skal fremme ligestilling. Skolen skal således forme og kommunikere lige rettigheder, muligheder og forpligtelser for alle mennesker, uanset køn,” lyder det bl.a. i integrationsplanen.

En forsker på Lunds Universitet, Vilhelm Persson, siger til Svensk TV, at tørklædeforbuddet i Staffanstorp er i strid med religionsfriheden i Sverige.

Skoler tvinger piger til at beholde tørklædet på

Sidste år dokumenterede avisen Göteborg Posten, at skoler i udsatte boligområder tilbyder at kontrollere for muslimske forældre, at deres børn beholder tørklædet på i skolen. Avisen ringede rundt til 40 skoler under dække af at være far til en fem-årig datter, der skulle starte i skolen. På 27 af skolerne lovede de at holde øje med, at pigen beholdt tørklædet på:

“Hvis du ikke ønsker, at hun tager sin hijab af, så tvinger vi hende til at beholde den på. Vi prioriterer altid forældrenes ønske,” lød det f.eks. fra en forskole i Gøteborg.

Læs også: Svenske skoler tvinger muslimske piger til at beholde tørklædet på