Hizb ut-Tahrir jubler over uroligheder i Sverige

0
6008
Biler blev sat i brand og der blev kastet sten mod politiet. Her ses brændende biler i Rosengård i Malmø. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Påskens optøjer i en række svenske indvandrerghettoer får ros af ekstremisterne i Hizb ut-Tahrir. “Vi bør være stolte og glade,” lyder det fra den yderligtgående islamistiske organisation

Påskens uroligheder i Sverige, hvor unge indvandrere satte ild til biler og kastede med sten mod politi og forbipasserende i en række ghetto-områder, får ros fra én kant. Det er den yderligtgående islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, der i en video-forelæsning udtrykker glæde og stolthed over balladen, som angiveligt var en protest mod den danske Stram Kurs-leder Rasmus Paludan og hans koranafbrændinger.

“Vi bør være stolte af og glade for det vi ser, når nogen forsøger at gøre noget dårligt mod profeten (..) Det er et tegn på, at vi som muslimer elsker islam og aldrig opgiver islam og aldrig forlader islam, og intet kan nå islam i vores hjerter,” lyder lyder det i en video-forelæsning fra Yusef Ahmad, der er en af de mest aktive i Hizb ut-Tharir i Sverige.

Det er mediet DOKU.nu, der følger det radikale islamistiske miljø i Sverige, som har lyttet til Hizb ut-Tharirs erklæring. De kan fortælle, at Yusef Ahmad erklærer, at der aldrig er noget dårligt at sige, når muslimer viser deres vrede. Han erklærer samtidig, at det faktisk er politiet og staten, der står bag urolighederne, fordi Rasmus Paludan har fået lov til at brænde koranen af.

“Vores loyalitet bør kun være til islam og kun til Koranen og kun til profeten (..) og vi accepterer aldrig, at nogen siger noget dårligt om profeten.”

Hizb ut-Tahrir er modstander af integration og assimalition. Bevægelsen, der kæmper for et verdensomspændende kalifat, mener ikke, at muslimer skal forsøge at indrette deres religion efter forholdene i vestlige lande.

“Vi muslimer skal bære islam ideologisk som et alternativ til verden. Når vi gør det, er vi imod integration,” lyder det fra Hizb ut-Tahrir.