Røde partiers klimakrav vil koste milliarder

0
2848
Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og SF lægger pres på Socialdemokratiet. De vil have en klimalov, som kræver 70 procents reduktion af klimagas-udledningen inden 2030. Her Pernille Skipper (EL), Morten Østergaard (RV), Carolina Magdalena Maier (Alt.) og Pia Olsen Dyhr (SF), da de onsdag deltog i TV2 News "Højlunds Forsamlingshus" på Aalborg Universitet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Radikale kræver nu ligesom Enhedslisten, SF og Alternativet, at udledningen af klimagasser skal reduceres til 70 procent i 2030. Det vil udløse et milliardhul i statskassen, advarer økonomer

Danmark skal inden 2030 reducere sin udledning af klimagasser med 70 procent. Det krav er alle partier i rød blok uden om Socialdemokratiet nu fælles om. De radikale har tidligere sagt 60 procent, men nu lyder det radikale krav også på 70 procent. Det lægger ikke bare pres på Socialdemokratiet. Det vil i følge økonomer også udløse et massivt hul i statskassen.

Berlingske har spurgt en række økonomer, og de advarer mod 70 procents kravet, som venstrefløjen vil skrive ind i en klimalov. Det røde krav vil nemlig betyde, at staten både vil gå glip af store indtægter i bilafgifter, samtidig med, at omstillingen vil koste milliarder.

Professor: Ikke råd til det hele

“Problemet er, at der ikke er råd til det hele på en gang. Og vi skal også gøre os klart, hvad vi gør, hvis vi ikke når målene løbende. Er vi så villige til at finde pengene ved at skære i den offentlige sektor,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til Berlingske.

Analysechef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, Otto Brøns-Petersen, anslår overfor avisen, at de røde partiers krav betyder, at der skal findes yderligere 20 milliarder kroner frem mod 2030.

“Et meget ambitiøst reduktionsmål allerede i 2030 er meget dyrt, fordi der ikke er lang tid til væsentlige teknologiske forbedringer,” siger Otto Brøns-Pedersen, der også er medlem af advisory boardet i Klimarealisterne, en nystiftet forening, der mener, at klimaudfordringer skal løses ved økonomisk vækst og teknologisk udvikling.

“Problemet er, at der ikke er råd til det hele på en gang”

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, til Berlingske

Skal betales med skatter og afgifter

De mange ekstra milliarder skal i følge de røde partier finansieres med blandt andet afgifter og skattestigninger. SF vil oprette en klimakonto, som skal opkræve “lidt mere i skat af danskerne” – fra 52 til 378 kroner om måneden, afhængig af indkomst. Enhedslisten vil blandt andet have roadpricing. Alternativet vil finde 80 milliarder kroner ved at fremrykke pensionsbeskatning.

Socialdemokratiets næstformand Dan Jørgensen undrer sig over, at De Radikale nu kræver 70 procents reduktion mod tidligere 60 procent. Han advarer i Berlingske om, at klimadebatten ender i et “overbudsspil”.

“Vi vil også gerne være ambitiøse, men der skal være sammenhæng mellem tingene,” siger næstformanden, som dog tror på, at der kan findes fælles fodslag. “For vi deler ambitionerne,” siger han til Berlingske.

Læs også: Verdens mest effektive klimaråd: Få styr på gamle frysere og køleskabe

Læs også: Forskere: Klimamilliarder bruges forkert – burde bruges på CO2-reduktioner i Østeuropa