Nick Zimmermann: Regeringen smider Randers-borgerne under bussen

0
384
Nick Zimmermann og Morten Messerschmidt besøgte katastrofeområdet ved Nordic Waste i februar. Foto: Mike Kaltoft

DF’s folkevalgte i Randerskredsen, Nick Zimmermann, mener at det skriger til himlen, at regeringen først lover at komme Randers Kommune til undsætning for derefter at trække tæppet væk under dem.

“Det her er en begivenhed ud over det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) tilbage i januar under et besøg på Nordic Waste-grunden i Ølst syd for Randers, hvor en gigantisk bunke forurenet jord fra den konkursramte jordrensningsvirksomhed Nordic Waste truer med at udslette landsbyen Ølst og nærliggende vandløb.

Men på trods af regeringens tidligere løfte om, at Randers Kommune ikke skal stå alene med regningen efter Nordic Waste-skandalen, står borgerne i Randers nu alene med at skulle afdrage mellem 468 og 663 millioner kroner frem mod 2026. Det estimerer kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Det må man i hvert fald forstå på miljøminister Magnus Heunickes udtalelser til TV 2 i onsdags, der lød således:

“Det ville være en “hovsa-beslutning” allerede nu at love, at staten kommer til at betale en større del af Randers Kommunes regning fra håndteringen af jordskreddet ved Nordic Waste.”

“Løftebrud blev til virkelighed”

DF’s folketingsmedlem fra Randers, Nick Zimmermann, er fortørnet over udsigten til en dybt forgældet kommunekasse i de kommende år.

“I dag blev Mette Frederiksens løftebrud til virkelighed. Det er ikke mere end 2,5 måned siden hun lovede at regningen ikke ville blive tørret af på borgerne i Randers. Det her kommer til at betyde så massive forringelser på kernevelfærden, at det er dybt skræmmende, og det viser konsekvenserne af Mette Frederiksens løftebrud”, sagde Zimmermann til DR i onsdags i forbindelse med et pressemøde afholdt af Randers Kommune med borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i front.

Kommunalforsker fra DMJX, Roger Buch, sammenligner situationen med da Farum Kommune i 2002 blev sat under administration efter Brixtofte-skandalen. Det kunne mærkes på kommuneskatten i flere år frem.

“Farum fik et lån, og man kunne forestille sig, Randers kunne få noget lignende. Men selv hvis man forestiller sig, at kommune så skal afdrages 30 millioner om året over en årrække, kan det ikke undgås, at det kan mærkes i budgetterne”, udtalte han til TV 2 i forbindelse med onsdagens pressemøde i Randers.

Både kommunaldirektøren samt en række byrådspolitikere har luftet frygten for en decideret konkurs af Randers Kommune i de kommende år, hvis ikke staten træder til med en økonomisk håndsrækning.