Ny top 100 over de mest effektive klimatiltag sætter “neutralisering af kølemidlet og drivhusgassen HFC” øverst på listen. Familieplanlægning og uddannelse af piger er blandt de vigtigste, mens “mere brændstoføkonomiske fly” kun er på 43.- pladsen

Udsivning af drivhusgasser fra gamle frysere, køleskabe og airconditionanlæg udgør på verdensplan den største, enkeltstående trussel mod klimaet.

Derfor vil den mest effektive, enkeltstående klimaløsning være, hvis man kan få styr på de gamle køleanlæg.

Det fremgår af en ny rangorden over de 100 mest effektive klimatiltag, som 70 eksperter med rådgivning fra et stort panel af eksperter, økonomer og politikere, har udarbejdet under overskrifter ”Projekt Drawdown”.

Berlingske har interviewet manden bag projektet, den amerikanske miljøforkæmper og forfatter Paul Hawken. Og avisen bringer i dag listens top 10 over de mest effektive klimaløsninger. Listen ser sådan ud:

  1. Neutralisering af kølemidlet og drivhusgassen HFC
  2. Vindmøller (på land)
  3. Reduceret madspild
  4. Planterig kost
  5. Genopretning af tropiske skove
  6. Uddannelse af piger
  7. Familieplanlægning
  8. Solcelleanlæg
  9. skovgræsning
  10. solcelletag

Geotermi kommer på 18. pladsen og atomkraft på 20. pladsen. Elbiler er kun 26. pladsen, mens man skal ned på 43. pladsen for at finde mere brændstoføkonomiske fly. Forbedrede komfurer er nr. 21 og havvindmøller er 22.

Ekstremt kraftig drivhusgas i køleanlæg

At gamle frysere og airconditionanlæg topper listen, skyldes, at de indeholder drivhusgassen HFC, som er ekstremt potent. HFC-gas, der i stort omfang har erstattet de ozonnedbrydende og forbudte CFC-gasser i køleanlæg, kan have en drivhuseffekt, der helt op til 9000 gange kraftigere end CO2. Hvis man derfor kan deponere og uskadeliggøre HFC-gasser, kan atmosfæren spares for 90 mia. ton CO2 frem mod 2050. Berlingske citerer Projekt Drawdown for, at hvis 87 procent af HFC-gasserne neutraliseres, så har det samme effekt, som hvis der ikke blev brændt kul, olie og gas på kloden i to år.

En anden af de klimaløsninger, som ligger meget højt på ranglisten, er uddannelse af piger og familieplanlægning (muligheden for at fra- eller tilvælge børn, bl.a. via prævention).

”På verdensplan er der 145 mio. piger, som ikke gennemfører en grundlæggende uddannelse, og som bliver taget ud af skolen for at arbejde eller blive gift. En sådan pige får i gennemsnit fem børn, men hvis hun fik lov at gennemføre sin uddannelse, får hun kun to. Samtidig er familieplanlægning nr. syv på listen, og tilsammen kan man anskue de to punkter som noget nær den største løsning overhovedet,” siger Paul Hawken til Berlingske.

Sæt global opvarmning i bakgear

Drawdown-listen med de 100 bedste klimaløsninger er udkommet i bogform og er lige nu den mest solgte miljøbog på Amazon.com. Den er blevet kaldt ”et atlas, der kan redde kloden” og forfatteren og hans team kalder den selv for ”den mest omfattende plan nogensinde til at sætte global opvarmning i bakgear”.

Atomkraft er som nævnt på top 20, men Paul Hawken tror ikke, at kernekraft har nogen stor fremtid for sig. Det er ekstremt dyrt at bygge nye reaktorer og derfor er a-kraft simpelt hen for dyr en energiform, lyder vurderingen.