EU skal stoppe udenlandske bidrag til moskeer

0
1564
Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen i København og regionsrådet i Region Hovedstaden for Dansk Folkeparti i København.

Stærkt fundamentalistiske regimer i Mellemøsten skal ikke have lov at finansiere moskéer i Europa, mener EP-kandidat Finn Rudaizky

Af Finn Rudaizky, kandidat til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti

Vi skal have nye EU-regler, der kan stoppe finansieringen af den radikalisering, der foregår i Europa.

Gennem de sidste mange år har der været terrorangreb på terrorangreb – som ikke er udført af flygtninge eller immigranter. Det er tværtimod udført af folk, der for nogles vedkommende er født og vokset op blandt os.

Desværre har stærkt fundamentalistiske kræfter formørket deres sind. Uskyldige mennesker er blevet myrdet med alt fra bomber og automatvåben til lastbiler og knive.

Der har været angreb på jøder, og der har været angreb på helt uskyldige, der blot har været til julemarked eller ferietur.

Fælles for en række af dem er, at de er blevet radikaliseret enten direkte eller via imamer i moskeer, som er finansieret med midler fra udlandet. Det er både bidrag fra stærkt fundamentalistiske enkeltindivider – og fra regimer i Mellemøsten som Qatar og Saudi-Arabien samt Tyrkiet m.fl.

Det skal stoppes. Nu.

EU skal lave en liste over de, som vi ikke vil have ”religiøse” bidrag fra. Det skal ikke være et generelt forbud, for selvfølgelig skal det være muligt for en baptistmenighed i USA at støtte en ny dansk kirkesal. Det er penge til de mørke kræfter, der prædiker mord, drab og terror, som vi skal have stoppet

Hvis det lykkedes at få EU regler på området, så er der i hvert fald en fornuftig ting, som vi kan bruge EU til.