DF til kamp mod social dumping – vil stoppe arbejdskraftens fri bevægelighed

0
2719
Udspillet om social dumping blev præsenteret på et pressemøde i Bibliotekshaven på Christiansborg. Fra venstre ses Pia Adelsteen, Peter Kofod, Kristian Thulesen Dahl og Anders Vistisen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Arbejdskraftens fri bevægelighed har ført til social dumping , mener Dansk Folkeparti, som fredag lancerede udspil med 29 forslag til at bekæmpe social dumping

Det skal være slut med historier om østeuropæere, som udstationeres i Danmark til markant lavere lønninger end de danske. Og det skal være slut med udenlandske lastvognschauffører, som kører cabotagekørsel på danske landeveje til få tusinde kroner om måneden.

Dansk Folkeparti præsenterede fredag et stort udspil om bekæmpelse af social dumping, og partiet vil blandt andet stoppe cabotagekørsel og mulighederne for udstationering. Arbejde i Danmark skal ske til danske løn- og arbejdsvilkår, lyder det fra DF, som samtidig vil sætte arbejdskraftens fri bevægelighed ud af kraft:

”Den fri bevægelighed i EU er hele grundlaget for, at vi har social dumping. EU har forvandlet en drøm for mange europæere til et mareridt. Den frie bevægelighed skaber nogle forhold, som gør mennesker fattige og er årsag til stor ulighed. Derfor bør den frie bevægelighed sættes ud af kraft. Det er noget af det, vi vil kæmpe for i EU-regi,” siger Dansk Folkepartis spidskandidat til EP-valget, Peter Kofod.

Konkret hedder det i forslaget:

Den frie bevægelighed suspenderes, så al arbejdskraft indvandring skal foretages efter de principper, som Folketinget fastsætter. Arbejdskraftens frie bevægelighed skal først gælde, når et medlemsland kommer indenfor 15 procentpoint af medianindkomsten i EU.

Der er 29 punkter i udspillet. De fire første handler om EU-forhold. Resten er forslag, som Dansk Folkeparti vil arbejde på at ændre via Folketinget.

”Det er ting, som Folketinget kan vedtage den dag i morgen. Derfor vil Dansk Folkeparti efter valget fremsætte en stribe forskellige beslutningsforslag, der har til hensigt at sætte ind overfor den urimelige sociale dumping, der foregår i visse brancher i dag,” siger Peter Kofod.

Blandt de forslag, som DF vil arbejde for, er disse:

  • Udenlandske chauffører, der skal ind i by- og miljøzonerne, skal uddannes til forholdene.
  • Samarbejde med de øvrige EU-medlemslande, om imødegåelse af postkasseselskaber, skal optrappes.
  • Transporter for fremmed regning i Danmark skal udføres i overensstemmelse med niveauet i de mest repræsentative danske overenskomster.
  • Der skal etableres permanent nummerpladescanning ved samtlige danske grænseovergange samt ved centrale trafikknudepunkter (fx Storebæltsbroen, færgeterminaler mv.)
  • Lastbiler, der vil kunne køre cabotage i Danmark, skal være monteret med et af myndighederne godkendt tracking system (GPS) med mulighed for at politiet ved kontrol kan få adgang til den sidst uges kørte strækning med angivelse af tider og steder/strækninger.

Hele udspillet kan læses her: Social_dumping