Midt i Brexit: May gambler på at få sin plan igennem

0
1397
Premierminister Theresa May svarer på spørgsmål i parlamentet onsdag. Reuters TV via REUTERS

Med ni dage til den dag, Storbritannien efter planen skal forlade EU, har den britiske premierminister bedt om at få tre måneder mere. EU afviser i første omgang

De britiske journalister har haft luppen fremme for at forstå premierministerens brev til EU-toppen, hvor hun beder om, at briterne kan vente til 30. juni med at forlade unionen. Mange lægger mærke til, at hun nu skriver ”Kære Donald” til Donald Tusk fra ministerrådet, hvor hun før har været meget mere formel og kaldt ham præsident og Tusk. Andre lægger mærke til, at formuleringerne afslører hendes strategi.

Der er formuleringer i brevet, som skal berolige hendes støtteparti DUP fra Nordirland. Den formulering lægger op til, at hele Storbritannien vil acceptere regler, som EU måtte pålægge nordirerne. Andre formuleringer tyder på, at hun reelt blot en tredje gang vil fremlægge sin plan.

Dels siger hun i brevet, at hun har til hensigt at sætte planen til afstemning igen. Omvendt har hun ikke vist et alternativ, hvis eller når hun for tredje gang taber den afstemning. Samtidig erkender Theresa May også, at beskeden fra Bruxelles indtil nu har været helt klar: Der kommer ikke flere afstemninger.

EU afviser

De første meldinger fra Bruxelles tyder også på, at briterne eller rettere deres premierminister ikke skal forvente hjælp fra den side. Briterne skal ikke regne med en frist på tre måneder – højest til den 23. maj, for ellers skal de afholde valg til Europa Parlamentet. Til gengæld vil EU gerne gå med til en længere frist.

De britiske reaktioner tyder på, at beskeden fra EU kun øger forvirringen og usikkerhed. Samtidig har Theresa May antydet, at hun ikke vil stå på mål for en længere frist. Denne åbenlyse trussel om at trække sig vil næppe få ret mange flere medlemmer af parlamentet til at støtte hende, da hun i stadig højere grad bliver set som problemet og ikke som løsningen.

Hjemme i London holder parlamentet sent onsdag en krisedebat på tre timer. Under starten af debatten var der hård kritik af Theresa May især fra Labour. Her opfatter man det åbenbart som et tegn på svaghed, at hun i dagens udmelding har lovet at arbejde sammen med oppositionen for at finde en løsning.

Samtidig viser nye meningsmålinger endnu en gang, at briterne foretrækker et hårdt brud med EU fremfor Mays egen, usikre plan.