Regeringen forsøger at bremse EU-direktiv, der vil lovliggøre billethajer

0
2136
I dag er det strafbart at videresælge billetter til kultur- og sportsarrangementer med fortjeneste i Danmark. Det forbud vil forsvinde, hvis ikke Danmark får held til at ændre i det EU-forbrugerdirektiv, som ministerrådet skal vedtage torsdag.

EU’s nye forbrugerdirektiv, som skal vedtages torsdag, vil gøre det lovligt at videresælge billetter til sports- og kulturarrangementer med fortjeneste. Den danske regering forsøger i disse timer at få bremset direktivet

Billethajer går lyse tider i møde i Danmark, hvis EU’s ministerråd torsdag vedtager det forslag til revision af EU’s Forbrugerdirektiv, som lige nu er på bordet i EU-systemet.

For hvis forslaget bliver vedtaget, bliver det fremover lovligt at videresælge billetter til kultur- og sportsarrangementer med fortjeneste.

Med andre ord vil man kunne købe en stak billetter til f.eks. en koncert i Royal Arena eller til Roskilde Festival og score en gevinst på at videresælge dem. Det er strafbart i dag ifølge dansk lov.

”Jeg håber, det lykkes regeringen at blokere det her forslag, for ellers er der nogen, der nu kan trykke visitkort med titlen billethaj. Nogen vil uden tvivl vil gnide sig i hænderne over det her, for det vil potentielt kunne puste priserne på kulturelle arrangementer gevaldigt op,” siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

“Jeg håber, det lykkes regeringen at blokere det her forslag, for ellers er der nogen, der nu kan trykke visitkort med titlen billethaj”

Kenneth Kristensen-Berth, EU-ordfører (DF)

Minister: Der er lydhørhed overfor Danmark

Revisionsforslaget blev onsdag fremlagt i folketingets Europaudvalg af kulturminister Mette Bock (LA). Hun fortalte her, at Danmark lige nu arbejder intenst på at samle et såkaldt blokerende mindretal i ministerrådet, så den del, der vedrører billetsalg, bliver taget af bordet. Hvis ikke, vil Danmark stemme nej til hele Forbrugerdirektivet. Men da der er tale om en totalharmonisering, vil Danmark alligevel blive tvunget ind under de nye regler.

Kulturministeren er dog optimistisk med hensyn til, om det lykkes at samle stemmer nok til at standse forslaget:

”Regeringen har de seneste dage arbejdet i døgndrift på at finde et for Danmark tilfredsstillende kompromis, og der er lydhørhed overfor det danske synspunkt,” sagde Mette Bock i Europaudvalget.

Formålet med Forbrugerdirektivet er ellers at beskytte forbrugerne. Men i det kompromisforslag, som EU-parlamentet har vedtaget, er det kun gjort ulovligt at videresælge billetter med fortjeneste, hvis de er anskaffet i mod reglerne, og dermed er der åbnet op for, at man på lovlig vis kan købe billetter og sælge dem videre.