Martin Henriksen vil i byrådet

0
1865
Martin Henriksen var medlem af Folketinget 2005-2019. Han er netop blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Foto: Carsten Lundager

DF-Stevns opstiller tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen som spidskandidat til næste års kommunalvalg

Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen bliver spidskandidat for DF ved næste års kommunalvalg i Stevns Kommune. Martin Henriksen blev mandag aften valgt enstemmigt på et opstillingsmøde i Store Heddinge.

“Jeg takker for baglandets opbakning, og melder mig klar til kamp for de lokale og nære værdier. Jeg håber, at jeg kan give mit bidrag til at partiet igen kommer på banen med nye ideer,” siger Martin Henriksen i en pressemeddelelse.

“Selvom de fleste nok kender mig fra de værdipolitiske kampe, som jeg iøvrigt stadig vil prioritere, så har jeg også med stor respekt beskæftiget mig en del med familiepolitik, socialpolitik, ældrepolitik og skolepolitik, og det bliver også nogle af de ting, som jeg lokalt vil arbejde med, hvis vælgerne vil bakke op om det,” siger han.

Martin Henriksen er i forvejen folketingskandidat i Sjællands Storkreds for DF-Slagelse, og har for nyligt udgivet bogen “Nationalt selvforsvar” sammen med tidl. DFU-formand Chris Bjerknæs, der var dirigent på mandagens opstillingsmøde.

Martin Henriksen er 40 år. Han var medlem af Folketinget fra 2005 frem til valget i 2019, hvor han ikke blev genvalgt.

Læs også:

DFs Martin Henriksen får afvist alle sine annoncer på Facebook

Martin Henriksen i ny bog: Indvandringen truer Danmark – hjemsendelsespolitik skal omfatte mange flere