Martin Henriksen i ny bog: Indvandringen truer Danmark – hjemsendelsespolitik skal omfatte mange flere

0
4978
Martin Henriksen, tidl. folketingsmedlem, folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem i DF. Foto: Carten Lundager

DFs tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen slår i bogen “Nationalt selvforsvar”, der udkommer i næste uge, til lyd for en markant strammere udlændingepolitik. Han vil have mange flere hjemsendelser og langt færre opholdstilladelser

”Danmark kan kun forblive dansk, hvis vi for alvor får reduceret den årlige indvandring, og hvis vi for alvor begynder at fratage opholdstilladelser og herefter påbegynder et seriøst hjemsendelsesprogram”.

Sådan lyder det i en ny bog, som Dansk Folkepartis tidligere mangeårige udlændingeordfører Martin Henriksen har skrevet i samarbejde med den tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom, Chris Bjerknæs.

Bogen udkommer på mandag den 21. september og titlen ”Nationalt selvforsvar – tanker om Danmarks fremtid” er ikke til at tage fejl af. Martin Henriksen, der i dag er medlem af DFs hovedbestyrelse og folketingskandidat i Slagelse-kredsen, mener, at Danmark, som vi kender det, er truet på grund af indvandringen.

“Vi står i realiteten overfor en overtagelse af landet og en udskiftning af det oprindelige danske folk,” hedder det i bogen.

Derfor er der brug for en markant strammere udlændingepolitik og en langt mere vidtgående hjemsendelsespolitik, mener Martin Henriksen.

“Nationalt selvforsvar” udkommer i næste uge.

”Timeglasset er ved at rinde ud for det danske folk. Hvis det Danmark, vi kender, skal bevares, skal der gøres noget drastisk. Vi kan ikke bare nøjes med nogle enkelte justeringer. For uanset hvilke befolkningsprognoser, du læser, peger de i retning af, at folk med indvandrerbaggrund bliver flere og flere. Dermed er det bare et spørgsmål om tid, før kurven knækker og vi har et ikke-dansk flertal,” siger han til ditOverblik.

Mange flere hjemsendelser

I bogen slår han til lyd for et midlertidig stop for tildeling af indfødsret.

”Jeg siger ikke, at der for altid skal være et stop, men på nuværende tidspunkt forekommer det mig at være det mest fornuftige at gøre i en situation, hvor tingene er løbet løbsk, og hvor den nuværende regerings prioriteret og fokus er alle mulige andre steder end på udlændingeområdet,” lyder det i bogen.

Martin Henriksen var som udlændingeordfører med til at forhandle det paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som den daværende VLAK-regering og DF blev enige om ved finanslovforhandlingerne for 2019. Paradigmeskiftet har primært fokus på flygtninge med midlertidig opholdstilladelse, men Martin Henriksen mener, at hjemsendelsespolitikken skal omfatte alle uden statsborgerskab.

”Vi er nødt til også at kigge på personer med tidsubegrænset, dvs. permanent opholdstilladelse og på folk, som er kommet hertil på et tidspunkt med en arbejdstilladelse, f.eks. fra eks-jugoslavien eller Tyrkiet, eller blevet familiesammenførte. Hvis du kigger på områder som Brøndby Stand, Mjølnerparken, Vollsmose og Motalavej, er det områder, hvor dansk kultur er blevet sekundært. Og i takt med, at flere og flere har indvandrerbaggrund, vil der bare komme flere og flere af sådanne områder. Derfor skal hjemsendelsespolitikken være meget mere omfattende,” siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen er folketingskandidat for DF i Slagelsekredsen. Foto: Carsten Lundager

Maks. 5000 årlige opholdstilladelser

Det er først og fremmest den muslimske indvandring, Martin Henriksens ”nationale selvforsvar” har fokus på. Han kalder islam en “skræmmende, ekstrem ideologi”, og skriver i bogen at islam ”på lange strækninger kan sammenlignes med nazisme på grund af den udbredte herrefolksmentalitet”. Martin Henriksen mener, at islam er totalt uintegrerbar i Danmark og at muslimer kun kan blive integrerede, hvis de helt dropper islam eller frasiger sig centrale dele af den islamiske tro, eksempelvis sharia.

Men den tidligere udlændingeordfører, der var medlem af Folketinget 2005-2019, mener ikke kun, at islam er problemet. Som han siger i bogen:

”Den generelle indvandring er også alt for voldsom for et lille land på Danmarks størrelse. Et årligt antal opholdstilladelser på ca. 70.000 er ekstremt mange, og det bør begrænses væsentligt. Jeg mener, at der politisk skal vedtages en målsætning om, at antallet af opholdstilladelser som minimum skal reduceres årligt med 10.000 over en fem-seks årig periode. Herefter må indsatsen evalueres politisk. Personligt mener jeg, at det årlige og samlede antal opholdstilladelser bør ligge på maks. 5000 opholdstilladelser”.

“Personligt mener jeg, at det årlige og samlede antal opholdstilladelser bør ligge på maks. 5000 opholdstilladelser”

Foto: Carsten Lundager

“For pæne og stuerene”

I ”Nationalt selvforsvar” giver Martin Henriksen også sine bud en række andre politiske spørgsmål. Han lægger ikke skjul på, at han mener, at Dansk Folkeparti skal rykke mod højre, især på udlændingeområdet.

”Jeg mener, at Dansk Folkeparti på en række områder skal skærpe både politikken og retorikken. Vi skal være ordentlige, men det ændrer ikke ved, at politisk er vi blevet for pæne og stuerene. Partiet skal tilbage til nogle af de gamle dyder, og vi skal især på udlændingeområdet dreje skarpt til højre, ligesom vi eksempelvis skal formulere en mere familievenlig og nationalkonservativ politik,” skriver han i forordet.

”Jeg mener, at Dansk Folkeparti på en række områder skal skærpe både politikken og retorikken”

Men Martin Henriksen understreger, at bogen ikke skal læses som et opgør med DF, ”om end nogle sikkert vil tolke det som sådan”. Som han skriver på første side:

“Jeg er taknemmelig for og sætter pris på den tillid, som både tidligere formand Pia Kjærsgaard og den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, igennem årene har vist mig”.

”Nationalt selvforsvar” udkommer på forlaget Mellemgaard. Læs mere på forlagets hjemmeside her.