Pia Kjærsgaard: Landsholdet og Nationalmuseet splitter i stedet for at samle

0
2623
Yussuf Poulsen og Mathias "Zanka" Jørgensen knæler før sidste uges landskamp mellem Danmark og England i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Landsholdet og Nationalmuseet burde være samlende institutioner for danskerne. Men ved at støtte op om Black Lives Matter og krænkelsesparate identitetspolitikere, er de i stedet med til at splitte, mener Pia Kjærsgaard

Knælende landsholdsspillere og et nationalmuseum, der dropper gamle ord som “eskimo” fordi det kan krænke, er med til at splitte danskerne i stedet for samle dem.

Det mener Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard, som i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad kritiserer de to nationale institutioner, som de seneste uger har markeret sig med støtte til Black Lives Matter og krænkelsesparate bevægelser.

“Nu står vi der, hvor to centrale institutioner i det danske samfund, Nationalmuseet, der er vores fælles hukommelse, og fodboldlandsholdet, der er samlingspunkt for danskerne, står side om side med Bwalya Sørensen og et absolut mindretalssynspunkt om et fundamentalt opgør med vores historie, kultur og tradition. Det er – for nu at sige det mildt – yderst uheldigt,” skriver Pia Kjærsgaard.

DFs udlændingeordfører, stifter og tidligere formand for Dansk Fokeparti, Pia Kjærsgaard. Arkivfoto: Carsten Lundager

Bwalya Sørensen er den kontroversielle talsmand for Black Lives Matter i Danmark, der har markeret sig med meget radikale og aggressive udtalelser. Pia Kjærgaard mener, at Black Lives Matter har en dagsorden om at splitte nationale fællesskaber:

“Man skulle tro, at der ikke ville være nogen vej frem for den form for galskab i Danmark – og min klare påstand er også, at det er der heller ikke uden for snævert elitære kredse, hvor man kan diskutere, om man skal titulere studerende som han, hun eller hen. Men Black Lives Matter-bevægelsen satser på en revolution fra oven. Ved at trænge igennem til eliten satser man på, at revolutionen finder vej ned igennem systemet,” skriver hun.

Et atomiseret samfund

Pia Kjærsgaard advarer om, at Black Lives Matter og radikale, identitespolitiske bevægelser udfordrer danskernes kultur, historie og traditioner.

“Når de institutioner, som er sat i verden for at samle os, ikke kender deres besøgelsestid og holder fast ved deres samlende mission, så risikerer Black Lives Matter-bevægelsen at opnå sit mål, nemlig et atomiseret samfund, hvor vi ikke længere er fælles om at være danskere, men plejer hver sin lille dagsorden – og det bliver ikke et godt land at leve i,” skriver Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaards indlæg kan læses her