Kun Boris kan stoppe Boris

0
1755
Boris Johnson, der her forsøger sig med at klippe et får under et besøg på en farm i North Yorkshire torsdag, er favorit til at vinde afstemningen om at blive ny konservativ leder og dermed premierminister. Foto: POOL New/Ritzau Scanpix

Den fungerende udenrigsminister Jeremy Hunt har kun én chance for at blive briternes næste premierminister: Hans forgænger Boris Johnson skal igen gøre sig umulig.

Stod det til bookmakerne, kunne det konservative parti have sparet portoen og undladt at sende stemmesedler ud til de godt 160.000 medlemmer. I deres opgørelse er sandsynligheden for en sejr til Boris løbende over 80 procent, mens Jeremy Hunt kun på en god dag kommer tæt på 20 procent. Så man får pengene mange gange tilbage, hvis man satser på Hunt og han altså vinder.

Men de konservative medlemmer får altså deres stemmesedler i weekenden og har så to uger til at afgive deres stemmer. Og mange kommentatorer hævder at opgøret er langt mere tæt, end hvad bookmakerne tror. De citerer konservative medlemmer for at være usikre på, om Boris Johnson har den disciplin, der skal til for at lede landet.

Hvad de egentlig siger med det, er at mange forventer at Boris Johnson igen gør noget forkasteligt, der vil gøre ham uspiselig for medlemmerne. Men under opgøret med Jeremy Hunt har han vist sig usædvanlig disciplineret og holdt sig til sine manuskripter. Han har også undgået en del opgør, hvor hans hurtige mundtøj kunne have bragt ham i vanskeligheder.

Hans højlydte skænderi med sin noget yngre veninde, der fik naboerne til at ringe efter politiet, er stadig en belastning. Men uden nye sager vil det glide i baggrunden over de næste to uger.

Gavebod

Begge har overordnet den samme plan – de vil skubbe gang i økonomien med skattelettelser, mens de omvendt kræver nye forhandlinger med EU. Og begge lægger op til, at Storbritannien sagtens kan forlade EU uden en aftale. Her er logikken, at et brud vil være så dyrt for EU’s medlemslande, at de vil give sig.

Begge har også forsøgt sig med forslag, de forventer vil appellere til de utilfredse i deres eget parti. Boris Johnson har sat en milliard pund til side i budgettet til politiet og har lovet at ansætte 20.000 nye betjente. Jeremy Hunt åbner for igen at tillade jagt på ræve med hunde – noget som en del konservative ser som deres kulturarv og nærmest menneskeret.

Men begge dele synes at give bagslag. De konservative medlemmer er næppe imod flere betjente, men det var netop den konservative regering og især Theresa May som indenrigsminister, der har skåret 18 procent af budgetterne og afskediget flere end de 20.000 Boris Johnson nu lover at hyre. Og tilsvarende er der mange konservative, der faktisk finder rævejagt, hvor rævene bliver bidt ihjel af hunde, for upassende eller endda afskyeligt.

Andre argumenter virker også som selvmål. Som når Jeremy Hunt hævder, at han vil være den bedste til at slå Labours venstreorienterede leder, Jeremy Corbyn. Men det virker lidt latterligt, for Corbyn er ikke meget af en modstander.

Der går mange heftige rygter om hans svigtende helbred og han er ikke i stand til at lægge låg på de mange opgør i Labour. Partiet er i de seneste meningsmålinger faldet ned på en fjerdeplads. Mens de konservative går frem, rykker både de liberale demokrater og det nye Brexit parti forbi Corbyn og hans Labour.