Ismanden Boris i krig med britiske medier

0
1613
En iskulptur, der smeltede under tv-debatten, var stand in for Boris Johnson. Foto: POOL/Ritzau Scanpix

Britiske journalister kaster sig over den konservative leder Boris Johnson som aldrig før. I deres vrede over Brexit finder de 25 år gamle udtalelser frem – og holder sig ikke fra at lyve

Egentlig startede det med en klokkeklar fornærmelse af Boris Johnson. Channel 4 havde arrangeret en debat om klimaspørgsmål og alle partiledere var inviteret. Da lederen af de konservative – i lighed med lederen af Brexit Party, Nigel Farage – valgte at bruge sin tid på andre debatter, blev stationens ledelse fornærmet. De to partiledere mener at dette britiske valg i højere grad handler om Brexit, men i stedet for at tale om det, valgte Channel 4 at fornærme de to politikere i stedet.

Man kan ikke misforstå budskabet. I stedet for at tage imod en anden politiker fra de to partier valgte Channel 4 at få lavet en isskulptur, der viste kloden og med Boris Johnsons navn nederst. Den kunne så stå og smelte som et sindbillede på, hvem journalisterne ser som skurken.

Det britiske regeringsparti, De Konservative, truer engelsk tv-kanal, efter at Boris Johnson meldte afbud til en tv-debat og blev erstattet af en isskulptur. Foto: KIRSTY O’CONNOR/Ritzau Scanpix

Mediernes egen dagsorden

De britiske medier er gennemgående begejstrede for EU – og tilsvarende forargede over, at Brexit nu står til at blive gennemført. Særligt det seneste døgn, hvor de konservative i dagens meningsmålinger står til absolut flertal i parlamentet, er kommentarerne fra journalisterne blevet meget aggressive. Også i deres artikler bliver ting fordrejet til ukendelighed.

Man kan i avisernes kommentarer læse, at de konservative skal lade være med at fokusere på antisemitisme hos modstanderne i Labour. Og efter skænderierne med Channel 4 skriver flere direkte, at de konservative og særligt Boris Johnson pønser på at få stationen lukket. Virkeligheden er, at Boris Johnson netop har understreget, at pressefrihed er en umistelig britisk værdi – og han har afvist at gå i rette med Channel 4.

Særlig megen opmærksomhed får en gammel kommentar fra Boris Johnson fra for 25 år siden. Den dengang 30-årige journalist skrev, at han oplevede enlige mødre som arrogante og selviske. I dag beklager han bemærkningen og hævder, at det ikke var hans mening at fornærme nogen – men det afholder ikke de Brexit- og Boris-hadende journalister fra at kaste sig over ham.

Og hos det gamle fjernsynsselskab BBC er tonen direkte uforsonlig. Her har man aflyst et interview med Boris Johnson i et bestemt program med journalisten Andrew Marr – fordi Boris Johnson endnu ikke har været i stolen hos kanalens mest aggressive journalist, Andrew Neil, der tidligere har grillet Labours leder Jeremy Corbyn. Ikke en eneste britisk journalist synes at stille spørgsmålet om hvorvidt en politiker ikke selv kan bestemme over sin tid i en valgkamp.