Bombeeksperter blev sat på overarbejde natten til fredag i en forstad til Göteborg. Efter fundet af hvad der formodes at være en bombe, er en 35-årig mand med IS-baggrund arresteret
Først ved fire-tiden fredag morgen kunne eksperterne erklære, at deres fund nu var ufarligt. Politiet var kommet til stedet efter et alarmopkald, som muligvis kom fra manden selv. Her reagerede politiet på at der var tale om giftige kemikalier, der måske kunne bruges i en bombe.
Kilder hos politiet siger til avisen Göteborgs-Posten, at den tilbageholdte mand er kendt som en tidligere IS-terrorist, der sluppet tilbage til Sverige. Kilderne siger videre, at han har været under overvågning af sikkerhedspolitiet, Säpo. Indtil fornylig var han ifølge avisen i Syrien sammen med sit barn.
Allerede tiltalt
Efter nattens arbejde fjernede politiet afspærringerne ved huset, der ligger i Västra Frölunda. Deres efterforskning fortsætter i den lejlighed, hvor den 35-årige mand ifølge naboerne boede. Også ifølge dem har politiet fjernet en række effekter fra stedet.
Politiets mistanke mod den 35-årige er så klar, at han allerede nu er sigtet for at have forberedt et angreb. Svensk politi kalder det ’forberedelse til almentfarlig ødelæggelse’. Videre er han tiltalt for trusler og for at have overtrådt våbenloven.
I marts i år gennemgik svensk fjernsyn, SVT, sagerne omkring 41 hjemvendte IS-terrorister. Hver tredje optræder i ny kriminalitet, herunder narkohandel, vold og i et tilfælde også mord. En enkelt sidder fængslet på livstid for at have været til at halshugge modstandere af IS i Syrien.