Skyder DF-forslag ned: Flertal vil ikke stoppe Tyrkiets indflydelse på moskéer i Danmark

0
3865
Under præsident Recep Tayyip Erdogan er der sket en massiv oprustning af det tyrkiske religionsministerium Diyanets aktiviteter. Budgettet er blevet firedoblet siden 2010 og i følge bogen "Danmarks moskeer" understøtter Diaynet mere end 85.000 moskeer. Ministeriet øver bl.a. stor indflydelse på tyrkiske moskéer i europæiske lande. I Danmark er mere end 30 moskéer kontrolleret af Diyanet. Foto: Presidential Press Office/Handout via REUTERS

Hverken Venstre, Konservative eller Socialdemokratiet vil være med til at stoppe præsident Erdogan og det tyrkiske religionsministeriums indflydelse på moskéer i Danmark. Kun LA og Nye Borgerlige støtter beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti

Imamer, der spionerer mod tyrkere i Danmark, moskéer, der drives af det tyrkiske religionsministerium, og fredagsprædikener, der udgår fra religionsministeriet i Ankara.

Den tyrkiske stats indflydelse på tyrkiske moskéer og kulturhuse i Danmark er veldokumenteret. Mere end 30 moskeer drives af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, der har tætte forbindelser til religionsministeriet Diyanet, og det er blevet afsløret, at imamer, der var udstationeret fra Tyrkiet til de danske moskéer, rutinemæssigt har indsamlet oplysninger om herboende tyrkeres politiske meninger og etniske baggrunde. Oplysninger, som skulle afdække, hvem der støtter Fethullah Gülen, som præsident Erdogan anklager for at stå bag det mislykkede kupforsøg i 2016.

Kun støtte fra LA og NB

Står det til Dansk Folkeparti, skal Diyanets indflydelse i Danmark stoppes. Derfor har DF stillet et beslutningsforslag, som vil tvinge regeringen til at fremsætte et lovforslag, der stopper Diyanet. Men det forslag kan ikke samle opbakning i Folketinget. Tirsdag var forslaget til førstebehandling, og her sagde alle partier i rød blok samt Venstre og Konservative nej til DFs forslag. Kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige bakkede op.

Den tyrkiske stormoské ”Brabrand Ulu Cami” i Aarhus, som hører under Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. Foto: Jakob Søgaard Clausen

Flertallet mener, at en spritny lov om forbud mod modtagelse af antidemokratiske donationer er nok. Loven, som blev vedtaget i sidste uge, vil forbyde at modtage donationer fra personer, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

“Loven er et godt skridt i den rigtige retning og kan bl.a. være med til at få vristet moskéer ud af grebet fra mørke kræfter. Det vil være en kæmpe gevinst for det danske samfund, hver eneste gang sådan en antidemokratisk donation forhindres,” sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Venstre mener også, at den nye lov er nok til også at begrænse Tyrkiets indflydelse.

“Vores forventning er, at i det omfang, der er problemer med de tyrkiske moskéer i Danmark, og det ved vi jo der er, så vil ministeriet kigge på de tyrkiske moskéer i Danmark for at se på, om man skal lukke dem. Hvis det viser, at der er et problem, skal de selvfølgelig på forbudslisten,” sagde Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede.

Morten Messerscmidt under tirsdagens debat om DFs beslutningsforslag. Fra Folketings-TV

Meserschmidt: Flertallet må vågne op

Men det er naivt, mener Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt. Han mener, at Folketingets flertallet undervurderer den tyrkiske præsident Erdogans ekspansive islamiske politik. En politik, som Erdogan som borgmester i 1998 formulerede på denne måde: “Minareterne er vore bajonetter, kuplerne vore hjelme, moskéerne vore kaserner og de troende vore soldater”.

”Vi befinder os i en koldkrigslignende tilstand med Tyrkiet, og det er på tide, at Folketingets flertal ganske enkelt vågner op og forstår den skadevirkning, som udgår fra Erdogans regering,” sagde Morten Messerschmidt under førstebehandlingen – og fortsatte:

”Vi befinder os i en koldkrigslignende tilstand med Tyrkiet, og det er på tide, at Folketingets flertal ganske enkelt vågner op”

Morten Messerschmidt, næstformand, Dansk Folkeparti

”Overalt i Danmark såvel som i Tyskland og andre vestlige lande ser vi tyrkiske moskéer skyde op som paddehatte, og alene det seneste års tid har vi drøftet tyrkiske moskéer i Slagelse, i Holbæk, i Helsingør osv. osv., rundtom i hele landet. Men det er, ligesom om Folketingets flertal ikke har forstået, hvad det er, der foregår, at man tror, at det er sådan en hyggelig vandpibeklub, hvor folk kommer for at drøfte strikkeopskrifter eller noget i den stil. Det er ikke tilfældet, men det her er små underafdelinger af Erdogans regering, som bliver styret, finansieret og dirigeret direkte fra Tyrkiet. Det ønsker vi altså sætte en stopper for, og det her forslag mener jeg er den eneste effektive måde, hvorpå man kan sætte en stopper for det,” sagde Messerschmidt.

“Det her er små underafdelinger af Erdogans regering, som bliver styret, finansieret og dirigeret direkte fra Tyrkiet”

DFs beslutningsforslag kan læses her

Du kan se 1. behandlingen om DFs forslag her

Læs også:

Så tæt er båndet mellem Erdogan og de tyrkiske moskéer i Danmark

Tyrkisk kvinde på anklagebænken: Spionerede mod Erdogans modstandere i Danmark