Tyrkisk kvinde på anklagebænken: Spionerede mod Erdogans modstandere i Danmark

0
2463
Den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan, der her ses under en tale i fredags, beskylder prædikanten Fethullah Gülen for at stå bag kupforsøget i 2016. Erdogan-tilhængere i Danmark hjælper de tyrkiske myndigheder i jagten på Gülen-bevægelsens tilhængere. Foto: Presidential Press Office/Handout via REUTERS

47-årig kvinde tiltalt for at lave liste til tyrkisk efterretningstjeneste om tilhængere af prædikanten Fethullah Gülen, som præsident Erdogan beskylder for kupforsøg. På listen var i følge Weekendenavisen lederen af den privatskole i Hillerød, som kvindens børn gik på

I 2017 indrømmede lederen af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, at den tyrkiske ambassade i Danmark havde indsamlet og videresendt informationer til tyrkiske myndigheder om dansk-tyrkere med formodet sympati for prædikanten Fethullah Gülen, som den tyrkiske præsident Erdogan anklager for at stå bag et mislykket kupforsøg i 2016.

Sidste år fortalte en tidligere imam anonymt til Berlingske, at imamerne ved 27 tyrkiske moskéer, der drives af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, var blevet bedt om at indsamle oplysninger om herboende tyrkeres politiske meninger og etniske baggrund. Det skete også i jagten på Gülen-sympatisører.

Nu er der nye afsløringer om de tyrkiske myndigheders spionage i Danmark mod dansk-tyrkere. Det er Weekendavisen, som kan fortælle, at der 23. december blev rejst tiltale mod en 47-årig herboende tyrkisk kvinde, som anklages for at have angivet flere personer i Danmark til en tyrkisk efterretningstjeneste. Kvinden har bl.a. angivet skolederen og bestyrelsesformanden på Hillerød Privatskole, der er grundlagt af dansk-tyrkere, der er inspireret af Fethullah Gülen.

Kvinden har bl.a. angivet skolederen og bestyrelsesformanden på Hillerød Privatskole, der er grundlagt af dansk-tyrkere, der er inspireret af Fethullah Gülen.

Havde tre børn på skolen – og angav skolens leder og bestyrelsesformand

Kvinden har selv haft tre børn på Hillerød Privatskole. Dem trak hun ud af skolen kort inden kupforsøget i 2016. Forinden havde kvindens datter spurgt meget ind til skolelederen, der var hendes klasselærers kritiske holdninger til Erdogan, og 2017 kom skolelederen i besiddelse af en liste, som kvinden havde sendt til den tyrkiske stat i 2016. Her angav hun en række personer, som i følge hende tilhørte Gülen-bevægelsen, herunder skolelederen, Mehmet Kutlou, og Selim Yumuk, der formand for bestyrelsen på Hillerød Privatskole.

Kvinden er nu tiltalt efter straffelovens paragraf 108, stk. 1, kendt som den milde spionparagraf. Står det til anklagemyndigheden, skal hun idømmes en fængselsstraf og udvises til Tyrkiet.

I følge Weekendavisen udtrykker kvinden klare tyrkisk-nationalistiske sympatier på sin Facebookside. Her har hun blandt postet propagandamateriale med fotos med både Erdogan og Devlet Bahceli, leder af MHP, et ultranationalistisk parti. MHP er knyttet til ‘De Grå Ulve’, der er kendt for at stå bag hundredvis af drab på politiske modstandere i Tyrkiet og i Europa og forbindes med et attentatforsøg mod paven i 1981.

Opfordring til at likvidere ‘statsfjendtlige personer’

Men kvinden har også på anden vis markeret sin opbakning til Erdogan og kampen mod Fethullah Gülen. Weekendavisen refererer til fotos, hvor kvinden og hendes ægtefælle er i selskab med Cem Kucuk under et besøg i Danmark. Kucuk er en kendt klummeskribent og tv-kendis i Tyrkiet, der har gjort sig til talsmand for, at Tyrkiet bør udføre likvideringer mod ‘statsfjentlige personer’ i udlandet.

“Det er kendt, hvor de bor, inklusive deres adresser,” skal Cem Kucuk bl.a. have sagt – tilføjet et synspunkt, om at man burde dræbe tre-fem af disse “og se hvad der sker”.

På Hillerød Privatskole har angiveriet og konflikten mellem Erdogan og Fethullah Gülen haft store konsekvenser. Siden kupforsøget er 150 elever blevet taget ud af forældre, der ikke ville stemples som medløbere, og der er begået hærværk mod skolen.

Udenrigsminister har “i meget klart sprog” sagt fra

Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse hører under det tyrkiske religionsministerium i Ankara, i daglig tale kaldes Diyanet. Stiftelsen driver mere end 30 moskeer i Danmark, som bl.a. prædiker ud fra de samme tekster, der udsendes fra Ankara. I følge bogen  “Danmarks moskeer” har konflikten mellem Erdogan og Gülen betydet, at Gülen-tilhængere ikke længere føler sig velkomne i Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelses moskéer.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger til Weekendavisen, at han “i meget klart sprog” overfor den tyrkiske udenrigsminister og ambassade har påtalt sagerne om herboende tyrkeres angiveri. Han afviser, at det spiller en rolle for Danmarks ageren i disse sager, at man vil undgå at provokere Tyrkiet til at droppe sin flygtningeaftale med EU.

“Nej, overhovedet ikke. Vi har selvfølgelig interesser i forhold til Tyrkiet. Men det betyder altså ikke, at vi ikke siger fra, når Tyrkiet går ting, vi er uenige i. Jeg har haft nogle meget hårde møder med den tyrkiske udenrigsminister,” siger Jeppe Kofod til Weekendavisen.

Artiklen i Weekendavisen kan læses her

Læs også:

Så tæt er båndet mellem Erdogan og de tyrkiske moskéer i Danmark