Luk nu op: Hver tredje frisør frygter snarlig konkurs

0
1772
Arkivfoto

32 procent af frisørerne risikerer at gå konkurs, hvis de skal være lukket en måned mere, viser undersøgelse fra SMV Danmark. 65 procent har øget deres gæld under coronakrisen

Det haster med at lade frisører få lov at klippe, farve og føntører igen. I ugen, hvor frisørerne har været tvangslukket i tre måneder, viser en undersøgelse fra SMV Danmark, at 32 procent af frisørerne vurderer, at der er “nogen, høj eller meget høj” risiko for at de går konkurs, hvis nedlukningen fortsætter en måned mere.

47 procent vurderer, at de risikerer konkurs, hvis den fortsætter to måneder mere, og 61 procent – næsten to-tredjedele – tror ikke, at de vil kunne overleve yderligere tre måneders nedlukning.

Har tabt én milliard kroner

Undersøgelsen anslår samtidig, at frisørerne samlet har tabt én milliard kroner i omsætning, siden de fik besked på at lukke salonerne pr. 21. december.

65 procent angiver, at de har øget gælden, siden Danmark lukkede ned den 11. marts. I gennemsnit har disse frisører øget gælden med 130.000 kroner.

“Gældstørrelsen skal ses i lyset af, at den gennemsnitlige frisørsalon består af 2 medarbejdere, mens et vægtet gennemsnit af omsætningen i løbet af 2020 lå på ca. 874.000 kr.,” skriver SMV Danmark.

Illustration fra SMV Danmarks analyse.

I følge en ny tysk undersøgelse fra Berlins Tekniske Universitet er frisører et af de erhverv, hvor smitterisikoen er lavest. Undersøgelsen kan læses her

På baggrund af undersøgelsen mener SMW Danmark, at frisørerne bør være af en del af den næste genåbningsbølge.

“Derudover bør de og de øvrige liberale erhverv, som endnu er nedlukket, modtage fuld kompensation for ansattes løn indtil genåbningen fx gennem en højere dagpengesats,” skriver SMV Danmark.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 305 af SMV Danmarks frisørmedlemmer. Spørgeskemaet er udsendt til i alt 1189 selvstændige frisører.