Flere hundrede terrordømte på vej ud af fængslerne

0
2689
En mand tænder et lys for ofrene for den seneste terrorhandling i Europa: Angrebet på julemarkedet i Bordeaux tirsdag aften, der nu har kostet fem mennesker livet. Gerningsmanden blev torsdag skudt og dræbt af politiet, men rundt om i europæiske fængsler sidder der ca. 1500 personer, der re dømt for terrorrelaterede forbrydelser. Foto: AP Photo/Jean Francois Badias

Terroristerne, der ville angribe Jyllands-Posten, bliver løsladt fra svenske fængsler den 29. december. Flere hundrede terrordømte er på vej ud af fængsler rundt om i Europa

For otte år siden blev de pågrebet på dagen, hvor de ville udføre et terrorangreb mod Jyllands-Postens kontorer i København. Nu bliver de fire terrorister, som i 2010 ville hævne Muhammedtegningerne med et blodigt angreb på Jyllands-Posten, snart løsladt fra svenske fængsler.

Det sker den 29. december 2018, når de har udstået to-tredjedele af deres domme på 12 års fængsel. Og de fire, hvoraf tre blev anholdt i en lejlighed i Herlev, er ikke de eneste terrorister, som snart bliver sat på fri fod i Europa.

Den svenske avis Aftonbladet citerer det svenske Säkerhetspolisen (SÄPO) for, at flere hundrede personer, der afsoner terror-relaterede forbrydelser rundt om i europæiske fængsler, snart bliver løsladt.

1500 terrorister i europæiske fængsler

Løsladelsen er tidens måske største udfordring for de europæiske sikkerhedstjenester, skriver Aftonbladet:

”I Europa er der ca. 1.500 mennesker, der er dømt for forskellige terrorrelaterede forbrydelser. En stor del af disse har nu udstået deres straf og skal løslades,” siger Ahn-Za Hagström, der er chefanalytiker for SÄPO, til Aftonbladet.

Hun talte forleden på seminar om voldsbekendende ekstremisme i Stockholm. Her sammenlignede hun de løsladte terrorister med IS-krigere, der vender hjem fra Syrien.

“Tiden i fængslet eller i konfliktområderne vil have påvirket dem på forskellige måder. Der er dem, der er færdige med den periode af deres liv og nu vil videre. Der er også dem, der er radikaliseret yderligere, og som måske vil have hævn. Yderligere er der en gruppe, der er blevet traumatiseret og har brug for hjælp,” siger hun.

”I Europa er der ca. 1.500 mennesker, der er dømt for forskellige terrorrelaterede forbrydelser”

Ahn-Za Hagström, chefanalytiker for SÄPO, til Aftonbladet

Forsøgte at radikaliserer medfanger

De fire terrorister, der ville angribe Jyllands-Posten, hhv. Munir Awad, Mounir Dhahri, Omar Aboelazm og Sahbi Zalouti, hører til den gruppe, der kræver et skarpt øje fra efterretningstjenesten. Intet tyder nemlig på, at de er blevet mindre ekstreme af at sidde i fængsel. Det svenske Doku.nu, som laver undersøgende journalistik om islamisme og jihadisme i Sverige, har kunnet fortælle,  hvordan to af dem har forsøgt at radikaliserer medfanger i fængslet og at flere af dem har udvist voldelig adfærd.

Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp betegner da også de fire terrorister som farlige.

”Ingen kan sige med sikkerhed, om de stadig udgør en terrortrussel. Men flere af dem har udvist voldelige tendenser og radikaliseret adfærd i fængslerne,” siger han til Politiken.

Samme Ranstorp siger til Aftonbladet om de løsladte terrorister og hjemvendte IS-krigere:

”De går ofte tilbage til deres gamle miljøer, hvor de får rockstjernestatus. De påvirker radikaliseringsmekanismerne, og de kan blive en stor udfordring, hvis de går i gang med at planlægge nye angreb,” siger Magnus Ranstorp, som understreger at han ikke udtaler sig om den konkrete sag.

”De går ofte tilbage til deres gamle miljøer, hvor de får rockstjernestatus”

Magnus Ranstorp, terrorforsker, til Aftonbladet

Læs også: Terroristerne der ville slå til mod Jyllands-Posten løslades – de er stadig farlige