Et markant flertal af briterne støtter deres premierminister i arbejdet med at forlade EU – selv hvis det kræver, at Boris Johnson sætter parlamentet ud af drift
En meningsmåling fra instituttet ComRes viser, at 54 procent af briterne ønsker, at Storbritannien forlader EU til oktober uanset hvad der sker. Flertallet er indstillet på at vende EU ryggen, selv hvis det bliver et farvel uden en aftale. Og de støtter Boris Johnson, hvis han suspenderer parlamentet for at få Brexit igennem.
Dykker man længere ned i tallene, finder man grunden til denne ekstreme holdning. Hele 88 procent af de adspurgte finder, at parlamentet i London helt har mistet forbindelsen til vælgerne. Og lige så mange mener, at politikerne ignorer vælgernes ønsker til Brexit for at fremme deres egne holdninger.
Derfor støtter de Boris Johnson, selv hvis det skulle komme dertil, at han suspenderer parlamentet. Det kan han for eksempel gøre ved at udskrive valg til en gang i november. Dermed er politikerne sat udenfor indflydelse i de afgørende dage op til briternes farvel til EU den sidste dag i oktober.
Boris Johnsons modstandere har længe søgt efter en vej til at forhindre Brexit – i hvert fald i den version, hvor der ikke er nogen aftale. Der er sågar politikere, der ønsker at drage dronningen ind i opgøret. Selvom det lyder vanvittigt, bliver det taget så alvorligt ved hoffet, at dronningens privatsekretær har forhandlet med regeringen for at sikre, at dronningen kan holde sig udenfor dette opgør.
Opbakning også fra USA
Dagens meningsmåling viser også, at vælgernes opbakning til det konservative regeringsparti er steget markant under ugerne med Boris Johnson som premierminister. Som leder prioriterer han tre emner – nemlig bedre sundhedsdækning, mere politi – og så altså et raskt farvel til EU. Og det giver respekt hos vælgerne.
Her ligger dagens meningsmåling på linje med de senere uger. De Konservative er igen landets ledende parti med opbakning fra over 31 procent. Britiske medier konstaterer i dag, at med landets særlige valgsystem, så er Boris Johnson dermed tæt på at få et flertal, hvis det skulle komme til et valg til november.
Udover opbakningen fra vælgerne så fik den konservative regering støtte vestfra i dag. Præsident Trumps vigtigste rådgiver, Michael Bolton, er i London, hvor han har lovet støtte til briterne efter fravalget af EU. Støtten vil komme i form af en frihandelsaftale, der hurtigt kan bringes på plads.