Lande får dansk bistand men nægter at modtage egne borgere

0
3490
Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde,skal nu svare på spørgsmål fra Dansk Folkeparti om bistanden til de lande, der nægter at modtage udviste asylansøgere. Foto: Kim Vadskær

Seks lande får millioner i bistand fra Danmark men vil ikke modtage tvangsudsendte asylansøgere. Dansk Folkeparti vil havde stoppet hjælpen

De får millioner i bistand, men de nægter at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark. En række lande i Afrika, Mellemøsten og Asien modtager i år mindst 385 millioner kroner i humanitær hjælp. Alligevel har de samme lande afvist et samarbejde med Danmark om at modtage afviste asylansøgere.

Det fremgår af en artikel i Kristeligt Dagblad. Avisen kan via en aktindsigt hos Rigspolitiet fortælle, at 12 lande i øjeblikket nægter at samarbejde med Danmark om tvangsudsendte asylansøgere. Seks af disse lande får humanitær bistand fra Danmark: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.

Dansk Folkeparti vil nu have Danmark til at indstille al hjælp til disse lande:

”Der er ingen rimelighed i, at vi sender hundredevis af millioner til lande, der ikke vil tage deres egne afviste asylansøgere hjem. Det er chokerende, og ministeren skal selvfølgelig sørge for, at det stopper øjeblikkelig,” siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen til Kristeligt Dagblad.

Han vil have udviklingsminister Rasmus Prehn (S) til at redegøre for, hvor meget den danske ulandshjælp til disse lande løber op i.

Ministeren afviser i en mail til Kristeligt Dagblad at standse den humanitære hjælp. Det samme gør SF og Venstre.

V: VLAK-regeringen fik presset aftaler igennem

Hos Venstre siger tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs dog, at udviklingshjælpen godt kan bruges som pressionsmiddel. VLAK-regeringen søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsspulje. Desuden blev der udnævnt en ”udsendelsesambassadør”. Disse indsatser virkede, ifølge Ulla Tørnæs:

”Det lykkedes at lave udsendelsesaftaler med Etiopien, Afghanistan og Nigeria, som jeg selv besøgte sammen med Inger Støjberg (forhenværende udlændinge-og integrationsminister, red.) for at lægge pres på. Vi forventer, at den nye regering har flere udsendelser som en topprioritet. Men man kan være i tvivl med de støttepartier, der lægger mandater til dens politik,” siger eks-ministeren til Kristeligt Dagblad.

SFs Halime Oguz siger, at ”der skal være skrappere forventninger” til de lande, som modtager hjælpen.

Ud over de skes lande, der modtager bistand, så nægter følgende seks lande at lave samarbejdsaftaler: Kuwait, Indien, Aserbajdjan, Cuba, Angola og Uzbekistan.