Boris’ kæreste tager magten i nummer 10

0
2849
Premierminister Boris Johnson med sin forlovede Carrie Symonds. Foto: Chris Jackson / POOL / AFP

Det er en stille paladsrevolution, der betyder, at der er langt større chance for en ordentlig aftale om Brexit

Gruppen omkring Carrie Symonds, der forlovet med premierminister Boris Johnson, er for længst blevet døbt Carrie’s Crew af britiske medier. Hun er selv kendt som politisk aktivist og nu har hun taget det politiske slagsmål med hjem til den fælles bopæl i Downing Street nummer 10. Og scoret sin første sejr ved at udmanøvrere en af sin forlovedes tætteste allierede fra dagene, hvor han kæmpede for et ja til Brexit.

Symonds og hendes allierede i toppen af den britiske regering har skubbet to af de tungeste rådgivere væk. Først gik en pressechef og nu er også Dominic Cummings på vej. Hans beskidte kampagne sikrede et ja til Brexit og som rådgiver hos premierminister har han fortsat sin hårde kurs.

Boris Johnsons særlige rådgiver Dominic Cummings fotograferet, da han fredag forlod Downing Street 10. Kort efter blev det annonceret, at han har trukket sig som rådgiver. Foto: REUTERS/Henry Nicholls

Tidlig jubel

Beskeden om hans snarlige afgang blev modtaget med jubel hos den 100 mand store delegation fra EU, der i denne uge er kommet til London for at gøre et nyt forsøg på at få en aftale på plads om tiden efter Brexit. Og flere britiske aviser ser sejren for Carrie’s Crew som en genvej til den aftale. Til trods for at regeringens talsmand tegner et helt andet billede, så viser kommentarer i medierne en helt ny optimisme.

Faktisk taler avisen Telegraph om at en aftale kan være på plads om præcis en uge. Forhandlingerne holder pause her i weekenden og fortsætter igen på mandag. Bookmakernes tro på et resultat synes også at stige – lige nu får man ’kun’ pengene tilbage fire gange, hvis man satser på et ja til en aftale.

Og som avisen Telegraph skriver, så kan det hele falde på plads inden jul, hvis EU-systemet skynder sig lidt. Samtidig med at Dominic Cummings endeligt forlader Downing Street.

Kilder: Telegraph, BBC, Observer