Boris gider ikke betale for skilsmisse

0
2309
Boris Johnson i en munter stund med USAs præsident Donald Trump under weekendens G7-topmøde i Biarritz i Frankrig. Foto: REUTERS/Dylan Martinez/Pool TPX IMAGES OF THE DAY

Den britiske premierminister vil ikke som ellers aftalt aflevere 39 milliarder pund til EU efter Brexit, hvis der ikke er en aftale på plads

Efter en weekend til G7 møde sammen med de to vigtigste modstandere i opgøret om Brexit – Frankrigs Macron og Tysklands Merkel – var Boris Johnson både optimistisk og kampklar, da han i udkanten af mødet talte med den hjemlige presse. Han lod først forstå, at Storbritannien er klar til at forlade EU uden en aftale – og at de problemer, som ventetid ved grænserne vil indebære, er til at overskue. Dernæst lod han bomben sprænge: uden en aftale skal EU ikke regne med skilsmissebidrag på 39 milliarder pund fra Storbritannien.

Denne regning på omregnet 320 milliarder kroner er for længst aftalt med ledelsen af EU og dækker blandt andet briternes andel af pensioner til EU’s ansatte og andre udgifter, som briterne har forpligtet sig til at dække. Ingen af de egentlige ledere i EU har kommenteret på sagen, men har i stedet sendt en talsmand ud for at gå i rette med Boris Johnson. Talsmanden kommer med en ret grov trussel mod briterne – hvis de ikke betaler, så vil EU måske ikke give briterne en frihandelsaftale.

Selv støtter Boris Johnson sig på en juridisk vurdering, der siger, at EU’s krav til briterne nærmere burde være 7 milliarder og ikke 39 milliarder. Forskellen ønsker han så at bruge på at rette op på skaderne ved Brexit og på hjemlige problemer.

Den franske præsident Emmanuel Macron og Storbrittaniens premierminister Boris Johnson på vej til det klassiske familiefotomed verdens topledere under G7-mødet i Biarritz. Foto: Andrew Parsons/Pool via Reuters

Forbereder hård Brexit

Udsigten til et brat brud med EU har skabt en helt ny erhvervsgren i Storbritannien. Handelskamre, managementkonsulenter og eks-spindoktorer sælger analyser, nyhedsbreve og personlig rådgivning til alle, der kan betale. Spørgsmålet er, om de gode råd er pengene værd.

Sky News, der er blandt briternes foretrukne nyhedskanaler, skriver i dag, at selv Boris Johnson ikke er helt klar over hvad Brexit vil indebære. Under overskriften ”66 dage til Brexit” skriver Sky, at prognosen for en fornuftig aftale er betydelig bedre efter Boris Johnsons møder med tyske Angela Merkel og franske Emmanuel Macron i sidste uge og i weekenden. Men der er omvendt heller ingen, der længere tør sige, at risikoen for en hård Brexit er en ud af en million – sådan som den britiske premierminister hævdede tidligere på måneden.