Ansatte i Udlændingestyrelsen laver frivilligt arbejde for flygtningevenlige organisationer

0
7838
Refugees Welcome beskriver sig selv som "en lille, humanitær organisation, baseret på frivilligt arbejde. Vores udgangspunkt er Flygtningekonventionen og menneskerettighederne. Vores primære indsats er gratis juridisk rådgivning og assistance til asylansøgere. Samtidig arbejder vi for at forbedre flygtninges retssituation generelt og for at oplyse om flygtninges forhold i Danmark". Se mere på refugeeswelcome.dk

Dansk Folkeparti kræver redegørelse fra udlændinge- og integrationsministeren om ansatte i Udlændingestyrelsen, der arbejder i fritiden for bl.a. Refugees Welcome Denmark

Flere medarbejdere i Udlændingstyrelsen arbejder i deres fritid frivilligt for organisationen Refugees Welcome Denmark. Det fremgår af de pågældendes egne oplysninger på det sociale business-medie Linkedin, og det får nu Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard til at stille en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Pia Kjærsgaard stiller spørgsmålstegn ved de pågældende medarbejders upartiskhed og habilitet, hvis de i deres fritid laver frivilligt arbejde for en organisation, der hjælper flygtninge med bl.a. juridisk rådgivning.

“Det er meget vigtigt, at når man er ansat i Udlændingestyrelsen, at der så ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, at man er fuldstændig upartisk i sine afgørelser. At man både kan arbejde i Udlændingestyrelsen og lave frivilligt arbejde for Refugees Welcome, det synes jeg lyder som noget, der strider mod hinanden,” siger Pia Kjærsgaard.

DFs udlændingeordfører, stifter og tidligere formand for Dansk Fokeparti, Pia Kjærsgaard. Arkivfoto: Carsten Lundager

Juridisk rådgivning for Refugees Welcome

Blandt de eksempler, som har fået DF til at gå til ministeren, er en medarbejder, der har været ansat i Udlændingestyrelsen siden maj 2018, og siden da har arbejdet frivillligt for Refugees Welcome Denmark. I følge hendes Linkedind-profil yder hun juridisk rådgivning for organisationen.

Refugees Welcome beskriver selv sit arbejde sådan her på sin hjemmeside:

“Refugees Welcome er en lille, humanitær organisation, baseret på frivilligt arbejde. Vores udgangspunkt er Flygtningekonventionen og menneskerettighederne. Vores primære indsats er gratis juridisk rådgivning og assistance til asylansøgere. Samtidig arbejder vi for at forbedre flygtninges retssituation generelt og for at oplyse om flygtninges forhold i Danmark”.

Refugees Wlcome yder også støtte til flybilletter, når flygtninge får tildelt familiesammenføring.

Foruden Refugees Welcome har DF også set eksempler på ansatte, der laver frivilligt arbejde for Dansk Flygtningehjælp.

Hvad mener ministeren?

Pia Kjærsgaard vil bl.a. have svar fra ministeren på, om der har været sager med habilitetsproblemer, samt om Udlændingestyrelsens ansatte har pligt til at oplyse om deres frivillige arbejder. Hun vil også vide, hvad ministeren personligt mener om sagen:

“Vil ministeren redegøre for ministerens holdning til, at ansatte i Udlændingestyrelsen udfører frivilligt arbejde i flygtningevenlige organisationer såsom Refugees Welcome og Dansk Flygtningehjælp? Mener ministeren, at frivilligt arbejde i sådanne organisationer er foreneligt med arbejdet som sagsbehandler i Udlændingestyrelsen, og mener ministeren, at der kan være et problem med habilitet og upartiskhed?,” lyder et af spørgsmålene fra Pia Kjærsgaard.

“Mener ministeren, at frivilligt arbejde i sådanne organisationer er foreneligt med arbejdet som sagsbehandler i Udlændingestyrelsen”

Pia Kjærsgaard i spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

Ansat kaldte Martin Henriksen for fjols og umenneskelig

DitOverblik har spurgt Udlændingestyrelsen om en kommentar. Vi vil blandt andet gerne vide, om styrelsen har nogle skriftlige regler for ansattes frivillige arbejde. Styrelsen oplyser, at den ikke kan svare på spørgsmål om en sag, når den er rejst politisk.

I sommer kom en ansat i Udlændingestyrelsen med både dansk og afghansk statsborgerskab i vælten, da DFs tidligere udlændingesordfører Martin Henriksen stillede spørgsmålstegn ved, om hun kunne arbejde som jurist i styrelsen, når hun havde dobbelt statsborgerskab. Her kom det frem, at den pågældende ansatte, der er aktiv i Det Radikale Venstre, flere gange havde kritiseret Martin Henriksen på Facebook i voldsomme vendinger. Hun havde bl.a. kaldt ham “fjols”, “umenneskelig” og “snæversynet”.

Læs også:

Ansat i Udlændingestyrelsen kaldte Martin Henriksen for “fjols”, “umenneskelig” og “snæversynet”

Minister skal svare på spørgsmål om ansatte i Udlændingestyrelsen med dobbelt statsborgerskab