Nu taler irerne også om at forlade EU

0
9038
EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen ankommer til torsdagens EU-topmøde i Bruxelles. Foto: Aris Oikonomou/Pool via REUTERS

Så endte Brexit alligevel med at handle om bacon, mælk og fisk. Midt i opgøret om eksport og adgang til markeder er især Irland kommet i klemme og mange der overvejer et Irexit.

Den irske taoiseach Micheál Martin ventes at tale meget indtrængende til sine kolleger blandt EU’s regeringsledere under deres topmøde i morgen. Irland vil blive hårdere ramt end resten, hvis det ender med et britisk farvel til unionen uden en aftale. Samtidig taler politikere og ledere hjemme i Irland om et irsk farvel til EU til fordel for et nordatlantisk samarbejde.

En ny rapport fra London School of Economics (LSE) anslår, at den irske handel med landbrugsvarer – eksport og import – vil falde med næsten en tredjedel, hvis briterne smækker med døren. I runde tal forventer eksperterne fra LSE, at Brexit uden en aftale vil være tre gange så brutal som en frihandelsaftale. Særligt mejerivarer bliver ramt – rapporten taler om et fald på 94 procent i eksporten fra EU til Storbritannien, hvis der ikke kommer en aftale.

Dansk landbrug vil også blive hårdt ramt og det samme gælder fiskerne, hvis briterne lukker deres farvande efter deres farvel til unionen. Derfor kan den danske statsminister have al mulig grund til at støtte sin irske kollega i morgen.

Statsminister Mette Frederiksen ankommer til dagens EU-topmøde. Foto: REUTERS/Johanna Geron/Pool

Irexit

I forvejen er forhandlingerne om Brexit blevet rødglødende. Flertallet af landene har øget presset på Frankrig for at vise en mere forsonlig kurs og opgive kravet om at kunne blive ved med at fiske som hidtil. Omvendt har EU kommission startet en sag mod London for at forhindre briterne i at ændre i den hidtidige aftale om Brexit.

Den sag handler om vilkårene for Nordirland efter Brexit. Den eksisterende aftale tvinger Nordirland til at forblive under EU’s dominans og samtidig bliver situationen med de irske brødre syd for grænsen ganske uklar. Den aftale vil kommissionen holde fast i og har derfor startet en retssag mod London.

Britiske jurister har dog allerede fundet alvorlige fejl ved det søgsmål, der kan ende med at løbe ud inden det kom i gang. Også det kan komme op på topmødet, da ikke alle medlemslandene bryder sig om den aggressive stil overfor briterne. Og det bliver stadig tydeligere, hvor meget der er på spil for helt almindelige europæere.

Det er også grunden til, at flere og flere irere tænker højt om at forlade EU. Avisen Express bringer i dag et længere interview med politikeren og tidligere ambassadør, Ray Bassett. Hans og andres vision er at trække sig fra EU, der i hans øjne mere og mere ligner et imperium, anført af en samling bøller i Bruxelles.

I avisen taler han for en frihandelsaftale og derefter en aftale i stil med den, Norge har med EU. Og på sigt et større samarbejde med Storbritannien, Canada og USA. Et nordatlantiske alternativ til unionen.

Kilder: Express, Telegraph, BBC, Le Monde, Irish Times