Norsk IS-husmor fik 3,5 års fængsel

0
1949
Forsvareren Nils Christian Nordhus før domsafsigelsen i Oslo Tingrett mod den IS-tiltalte kvinde. Foto: Håkon Mosvold Larsen / NTB

Dommeren i sagen fulgte anklagerens vurdering af den 30-årige kvindes handlinger under sin tid i Syrien. Dommen selv er på 3,5 års fængsel og dermed tæt på anklagerens krav om fire års fængsel.

Dommer i Oslo tingsrett, Ingmar Nestor Nilsen, sagde ved dommens afsigelse:

”Retten finder, at tiltalte har deltaget i en terrororganisation og at hun gjorde det vidende og med vilje. Hun opfylder dermed lovens krav om forsæt,” sagde han og fortsatte:

”Aktivt at bidrage til en terrororganisation er strafbart, men det er centrale er definitionen af, hvad der udgør deltagelse.”

Og her var det dommerens vurdering at hendes aktive støtte sine ægtemænd og det at hun talte positivt om IS til andre derhjemme var afgørende og omfattende nok til at være et aktivt bidrag til terror.

En norsk tingsrett svarer til byretten i Danmark og er altså første instans. Den dømte kvinde har allerede anket dommen til anden instans og på grund af sagens principielle karakter kan den ende for landets Høyesterett, der har videre beføjelser end den danske.

Tingrettsdommer Ingmar Nestor Nilsen oplæser dommen mod den IS-tiltalte kvinde. Foto: Håkon Mosvold Larsen / NTB

Offer eller terrorist

Den 30-årige kvinde kom til Norge fra Pakistan som fireårig. Ifølge folk, der har kendt hende og hendes familie voksede hun op i et moderat muslimsk miljø og begyndte først som voksen at flirte med de mere ekstreme sider af islam. Derfra gik det hurtigt og hun kom ind i den ekstreme gruppe Profetens Ummah, der har rekrutteret og formet mange af de norske IS-krigere.

Her mødte hun chileneren Bastian Vasquez, der også havde norsk statsborgerskab, og blev forelsket i ham. De blev gift over nettet, da han var taget til Syrien for at kæmpe med sine nye trosfæller i IS. Hun rejste ned til ham og efter hans død giftede hun sig igen med et andet fremtrædende medlem af IS.

Læs vores tidligere artikel: Terrortiltalt fik veninderne til at rejse til Syrien og IS

Hun og hendes forsvarer har forsøgt at få hende til at fremstå som et offer, der nok var taget frivilligt til Syrien, men som senere blev holdt tilbage mod sin vilje. Anklageren derimod tegnede et billede af en kvinde, der aktivt støttede sine ægtemænd i kampen og som delte deres meget aggressive forestillinger. Med dommen i dag er der skabt retslig præcedens for at vurdere aktiv hjælp på hjemmefronten som en direkte hjælp til IS-terroristerne og dermed terror i sig selv.

Forsvarer Nils Christian Nordhus. Foto: Håkon Mosvold Larsen / NTB

Forsvareren Nils Christian Nordhus sagde efter dommen, at den i hans øjne bekræfter, at hun bare var husmor det forkerte sted.

”Vi oplever, at retten lægger til grund, at hendes rolle, om man vil kalde det det, ikke går længere end til at hun har været en såkaldt hjemmegående mor. Det er vi i og for sig tilfredse med, men vi er uenige når retten alligevel finder, at dette udgør deltagelse i en terrororganisation,” sagde advokaten og viste dermed, hvad han vil forsøge at omstøde i næste retsinstans. Uanset hvad vil kvinden formentlig blive sat på fri fod kort efter næste dom, da hun allerede har tilbragt 402 dage i varetægtsfængsel siden hun og hendes to børn blev hentet til Norge sidste år.

Kilder: VG, NRK