Dansk Folkeparti med i aftale om at tilbyde skrottede covid 19-vacciner til borgere, der frivilligt vil have dem trods meget lille risiko for blodpropper
Mandag blev endnu en vaccine taget ud af det officielle vaccine-program, men samtidig blev et politisk enige om, at borgere, der har lyst, skal kunne vælge de skrottede vacciner.
Dansk Folkeparti er med i aftalen, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt forklarer til Ritzau, hvorfor hun mener, at det skal være muligt af vælge vaccinerne fra Astra Zeneca og Johnson & Johnson, selv om der er en meget lille risiko for blodpropper for nogle befolkningsgrupper.
”Vi er enige om at lave en tilvalgsmodel, som de nu vil arbejde på, så man kan tilvælge en vaccine, som ikke indgår i vaccinationsprogrammet,” siger Liselott Blixt.
Hun understreger, at ordningen skal være en helt frivillig.
”Vi skal tage det stille og roligt. Der er ikke noget, der skal forhastes igennem. Ingen skal føle sig presset. Det skal være en frivillig model for dem, der gerne vil,” siger hun.
Sundhedsstyrelsen: Risiko overstiger fordele
Den frivillige ordning ventes at komme i gang i løbet af maj. Det bliver gratis at vælge vacciner, der ikke er en del af den officielle ordning.
Danmark har forhåndsindkøbt ca. 8,2 mio. doser af Johnson & Johnson-vaccinen, men i sidste måned konkluderede Det Europæiske Lægemiddelagentur, at vaccinen i lighed med Astra Zeneca-vaccinen har en meget lille risiko for at give alvorlige blodpropper. På den baggrund har Sundhedsstyrelsen konkluderet, at fordelene ved vaccinen ikke står mål med risikoen.