V-politiker skifter til DF: ”Venstres behandling af Støjberg var dråben”

0
4322
Lars Ole Skovgaard Larsen, 59 år, er nyt byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Hillerød Kommune.

Byrådsmedlem i Hillerød, Lars Ole Skovgaard Larsen, skifter fra Venstre til Dansk Folkeparti. ”Balancen i Venstre er tippet,” mener den nye DF’er

Venstres behandling af Inger Støjberg har fået byrådsmedlem Lars Ole Skovgaard Larsen i Hillerød til at forlade Venstre og melde sig ind i Dansk Folkeparti. Dermed er Dansk Folkeparti atter repræsenteret i Hillerød Byråd, hvor DF ikke har haft et byrådsmedlem, siden Peter Lennø i 2020 skiftede til Venstre.

“Balancen i Venstre er tippet. Man plejer at sige, at i Venstre er der højt til loftet og langt til døren, men i det sidste stykke tid har jeg mærket, at døren var meget tæt på for os, der er enige med Inger Støjberg og hendes fløj,” siger Lars Ole Skovgaard.

Rigsretssagen var dråben

Han går ind for en stram udlændingepolitik og er skeptisk overfor EU, og derfor havde han sine bange anelser, da Jakob Ellemann-Jensen i 2019 blev ny formand for Venstre. Ellemanns fortid som Ny Alliance-medlem og kritiker af en stram udlændingepolitik, gjorde Lars Ole Skovgaard skeptisk overfor den nye formand, og de bange anelser er blevet bekræftet under forløbet om rigsretssagen, hvor et stort flertal i Venstres gruppe endte med at stemme for, at deres tidligere næstformand skal stilles for en rigsret.

“Rigsretssagen blev simpelthen dråben, og det startede med, at Jakob Ellemann-Jensen i et interview i juleferien meldte ud, at han støttede rigsretssagen. At det var ham magtpåliggende at komme med den udmelding, inden man kendte de andre partiers stilling, det fatter jeg ikke. Det var simpelthen for dumt,” mener Lars Ole Skovgaard.

Indstillet som spidskandidat

Den 59-årige selvstændige entreprenør fra Gørløse blev valgt som Venstres fjerdestørste stemmesluger ved sidste valg med 426 personlige stemmer. Han var oprindeligt medlem af Det Konservative Folkeparti, men skiftede til Venstre efter kommunesammenlægningen, hvor en lokal magtkamp hos de konservative var ved at slide partiet op. Lars Ole Skovgaard er formand for Børne- og Ungeudvalget og medlem af Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget samt Natur, Miljø og Klimaudvalget.

Han er blevet taget godt imod af sit nye parti, hvor han er mødtes med både den lokale bestyrelse og med bl.a. DFs gruppeformand Peter Skaarup, og en enig lokalbestyrelse indstiller nu til, at Lars Ole Skovgaard bliver Dansk Folkepartis spidskandidat i Hillerød til kommunalvalget den 16. november.

“Vi har i Lars Ole fundet en god spidskandidat, som vi alle bakker op om,” siger lokalformand Flemming Knudsen i en pressemeddelelse.

Lars Ole Skovgaard Larsen.

Bevarer godt forhold til Venstre

Partiskiftet blev officielt onsdag, hvor Lars Ole Skovgaard meddelte Venstre at han skifter. Det kom ikke som den store overraskelse, siger den lokal Venstreformand Jakob Truelsen til Frederiksborg Amts Avis, for Lars Ole Skovgaard har ikke lagt skjul på sine synspunkter om behandlingen af Inger Støjberg.

”Vi har haft et supergodt samarbejde med Lars Ole. Men det er ikke nogen hemmelighed, at Lars Ole har haft det svært med Venstre på landsplan i det sidste stykke tid,” siger han til avisen.

Den nye DF’er bevarer da også et godt forhold til sit gamle parti.

”Jeg har mange gode venner i Venstre og ser frem til et godt samarbejde fremover. Jeg smækker ikke med nogle døre og synes heller ikke, at Venstre gør det i forhold til mig. Jeg åbner i stedet en dør til noget nyt, som jeg kan se mig bedre i. Man udvikler sig jo hele tiden, og det her det rigtige for mig nu,” siger Lars Ole Skovgaard til Frederiksborg Amts Avis.

Har tidligere stemt på Messerschmidt

At han føler sig mere hjemme i Dansk Folkeparti, skyldes ikke mindst udlændinge- og EU-politikken. Faktisk har Lars Ole Skovgaard tidligere stemt på Morten Messerschmidt ved EU-parlamentsvalg, fordi han i bund og grund er EU-skeptiker. Af samme grund stemte han som konservativ også på EU-modstanderen Frank Dahlgaard, der i 1999 blev ekskluderet fra de konservative, fordi han fortalte offentligt, at han havde stemt på Dansk Folkepartis Mogens Camre til EU-parlamentsvalget.

”Der er ikke så meget jeg skal læse op på i forhold til DFs politik. Jeg har altid gået ind for en stram udlændingepolitik og mener, at EU har påtaget sig alt for meget magt, og lokalt vil jeg kæmpe for en kommune i balance, hvor der fortsat er liv i landsbyerne. Så mine holdninger er ganske godt i tråd med Dansk Folkeparti,” siger Lars Ole Skovgaard.