Løfter om asyl fra præsident Biden skaber flere migranter end både naturkatastrofer og finanskrisens store nedtur i Mellemamerika
I februar kom der fem gange flere uledsagede migrantbørn til USA sammenlignet med januar. Og også det samlede antal, der sniger sig over grænsen, stiger voldsomt. Mens mange slipper forbi uden at blive opdaget, blev der i alt stoppet omkring 100.000 ved grænsen – svarende til en stigning på 28 procent på blot en måned.
Ministeren for Homeland Security, Alejandro Mayorkas, gav tirsdag interviews om situationen ved grænsen til Mexico. Han beskriver situationen som den værste i dette århundrede: værre end da en stribe voldsomme storme hærgede Mellemamerika. Og værre end under finanskrisen for tretten år siden, der ramte området langt hårdere end USA selv.
”Vi er på vej til at opleve endnu flere individer ved grænsen i sydvest end på noget andet tidspunkt i de seneste tyve år,” lød vurderingen fra Mayorkas. Grænsen i sydvest hentyder til grænsen langs floden Rio Grande mellem Mexico og staten Texas. Her er den meget omtalte mur, som demokraterne startede med at bygge – og som daværende præsident Donald Trump forsøgte at skaffe penge til at bygge færdig – nemlig aldrig kommet på plads.
Minister Alessandro Mayorkas nævnte også, at de fleste af mindreårige, der kommer alene til grænsen, er på vej til familie, der allerede ulovligt lever i USA. Mindreårige udgør omkring 30 procent af dem, der bliver stopper ved grænsen – eller 29.792 i alt i februar. Hver tiende af dem igen er under tolv år.
”I mere end 80 procent af tilfældene har barnet familie i USA. I mere end 40 procent af tilfældene er der tale om en forælder eller en, der er værge for barnet,” forklarer ministeren. I hans øjne er det positivt, fordi der så er nogen til at tage sig af børnene.
Aldrig sige krise
Bidens folk slår knude på sig selv for ikke at tage ordet ’krise’ i deres mund. Det gjorde Mayorkas heller ikke – selv han altså kaldte situationen for den værste i over tyve år. Også præsidentens talspersoner kan ikke få ordet krise over deres læber.
”Vi siger ikke, at de skal lade være med at komme. Vi siger, at de måske kunne vente med at komme,” lød det fromt fra en af dem i weekenden. Og selv siger præsidenten ikke noget, for han stiller ikke op til interviews.
I sin iver efter at omgøre alt, hvad hans forgænger Donald Trump havde indført, har præsident Joseph R. Biden også aflyst en aftale med Mexico. Efter den fik mexicanerne penge for at huse migranter, mens de ventede på at blive anerkendt som flygtninge og få lov til at rejse ind i USA. Her har den amerikanske regering blot standset betalingerne, hvorefter mexicanere sender migranterne videre med bus til grænsen mod nord.